Menu

Sæsonstart! Nu kører bussen igen

image Foto: Dorte Meldgaard
12. marts 2026 kl. 11:35

Ventetiden frem mod en ny sæson i Serie 1 er lige ved at være ovre. Lørdag sparker vi en ny sæson i gang hjemme på Frederiksværk Stadion mod Liria FK klokken 13.30 på kunsten.

Vi kan ikke vente med at komme i gang igen. Der sker bare mere i en fodboldklub, når sæsonen er i gang, og bolden ruller.

Det har været en glimrende pre season for Senior 1, som har leveret fine resultater og ikke mindst en klar udvikling i den spillestil, som trænerteamet praktiserer.

Det skal vises frem på lørdag mod et hold, som vi efterhånden har mødt en del gange over de seneste år i Serie 1.

Cheftræner William Karstensen sætter her ord på førsteholdets tilstand og forventningerne til lørdagens sæsonåbner.

- Vi har nu været i gang i godt halvanden måned, og selv om vi mødte nogle bump på vejen i form af det barske vintervejr og aflysninger af træninger og kampe, så er vi kommet rigtig godt i gang, vurderer William Karstensen og fortsætter:

- Vi har scoret masser af mål i testkampene, og selv om vi spillede 0-0 i generalprøven, så var der en masse opløftende elementer i spillet, som vi kan tage med videre.

Han ser spændt frem mod lørdagens åbningskamp, som altid er en særlig størrelse.

- Vi kender efterhånden Liria ret godt, men man ved aldrig, hvad holdene kommer med i første turneringskamp efter en lang vinterpause. Sikkert er det, at vi skal være klar fra start og være aggressive i duellerne og målsøgende i spillet med bolden.

- Det er også noget af det, som vi målrettet har arbejdet efter på træningsbanen. Drengene har taget det til sig, og det ser vi også tydeligt, når vi analyserer nøglesituationerne fra kampene.

William har til foråret fået selskab af rutinerede Michael Schou i trænerteamet omkring Senior 1. Det er to dybt passionerede fodboldmennesker, som med det samme er fundet ind i et godt samarbejde. Derudover er Brian Vulff Andersen stadig tilknyttet målmandstræner, mens Michael Jensen er at finde på sidelinjen som holdleder.

Der er altså ny energi på sidelinjen til denne sæson, og William slutter af med at komme med en bøn til vores fans:

- Vi har glædet os enormt meget til at komme i gang igen og spille turneringsfodbold på Frederiksværk Stadion. Vi håber, at folk kommer op og støtter gutterne, selv om vi starter på kunsten. Vi ses på Frederiksværk Stadion denne lørdag.

Der vil være salg af pølser med brød og drikkevarer til kampen.

Luk