Uafgjort efter stort drama: Drengene kæmpede bravt
Det blev desværre ikke til anden sejr i streg i Serie 1, da Senior 1 lørdag mødte Slagslunde-Ganløse IF på udebane.
De fremmødte tilskuere fik en masse underholdning at se, for efter 90 minutter plus det løse var der scoret seks mål i det underholdende opgør, der endte 3-3.
Det startede skidt for FFK, der kom bagud i kampens indledning, da Buster Kroghly kom igennem. Kort før pausen bragte Daniel Jacobsen balance i regnskabet med et fremragende langskud, som strøg op i krydset ved nærmeste stolpe. De scoringer er efterhånden blevet en "Jacobsen-classic".
Hjemmeholdet kom igen i front efter godt og vel en times spil, da Buster Kroghly igen brød igennem og stensikkert sendte bolden ind bag Mathias Sandvad.
FFK viste igen flot moral, da Nicholai Christiansen udlignede kort efter på et fint hovedstødsmål. C spillede generelt en god kamp, og han blev kåret som FFK's bedste på dagen.
Da minuturet rundede de 90 minutter havde FFK endnu ikke været foran i kampen, men det kom vi få minutter senere, da mange troede, at Patrick Pedersen afgjorde kampen med sin scoring efter en ripost fra et frispark.
Desværre viste Slagslunde-Ganløse lige så flot fighterhjerte, som FFK selv havde gjort det, og på det efterfølgende angreb udlignede de til 3-3, hvilket også blev kampens resultat.
Dermed var vi så tæt på at hente de tre point hjem, og det ærgrer naturligvis FFK-lejren, men der er omvendt også stor respekt for Slagslunde-Ganløse, som gjorde livet svært for FFK på dagen.
FFK har fanget cheftræner William Karstensen og anfører Christian Konradsen for et par reaktioner efter kampen:
"Vi står selvfølgelig med en ærgerlig følelse, for efter at have været bagud to gange kommer vi endelig på 3-2 dybt inde i tillægstiden. Desværre scorer de på det efterfølgende angreb. Drengene kæmpede ellers bravt hele kampen igennem," siger William Karstensen og fortsætter:
"Det er selvfølgelig positivt, at vi igen scorer en del mål, men vi skal blive bedre i åbent spil, for det er for tit, at vi træffer den forkerte beslutning, når vi ellers har potentiale til at spille chancerne endnu større. Men vi skal også se positivt på det. Drengene viser god moral i en kamp, der bølger frem og tilbage, og vi viser igen, at vi er dødsensfarlige på standardsituationer."
"Vi ved, hvad vi skal forbedre, så det kommer vi til at fokusere på i den kommende træningsuge."
Christian Konradsen:
"Det er møghamrende ærgerligt, at vi ikke holder fast, efter at vi scorer til 3-2 så sent i kampen. Det er altid vanskeligt at møde Slagslunde-Ganløse på udebane, og det var det også denne gang, men vi må videre og op på hesten igen til lørdagens hjemmekamp mod Måløv."
"Vi er bagud både 1-0 og 2-1, og det er positivt, at vi får point med hjem og ikke taber kampen," slår "CK" fast.
Næste kamp for FFK er lørdag den 28. marts, når vi møder topholdet Måløv BK på hjemmebane. Kampstart er 13.30.