Tæsk i topkamp: Vi er enormt skuffede
Påsken blev langt fra indledt, som FFK havde håbet, da vi bød Hørsholm-Usserød velkommen til topkamp i Serie 1 Skærtorsdag.
Efter 90 minutters fodbold var udeholdet klart bedst, og de kunne rejse hjem med en 6-1-sejr i bagagen i en kamp, hvor FFK havde en klar off day.
Resultatet betyder, at Hørsholm-Usserød overhaler FFK i tabellen og kravler op på førstepladsen i Serie 1.
FFK kom bagud allerede efter tre minutters spil, da en modspiller sendte en kanonkugle op i krydset, efter en situation hvor vi ikke var skarpe nok uden bold, og det billede fortsatte stort set gennem hele kampen krydret med flere fatale personlige fejl.
Udeholdet kom også på 2-0 efter 24 minutter, men herefter kom FFK ind i en god periode, som kunne have givet mere. Daniel Simonsen reducerede på et hovedstødsmål efter et fantastisk opspil af Nicolai Jægergaard, Joakim Konradsen og Patrick Pedersen, og perioden efter var ganske fin med flere lige-ved-og-næsten-chancer, som desværre ikke blev udnyttet.
Da Hørsholm så scorede til 1-3 kort før pausen på endnu et langskudsmål samt et hovedstødsmål efter et hjørnespark kort inde i anden halvleg, gik pusten af ballonen.
Der var også skuffelse at spore i FFK-lejren efterfølgende.
"Højt at flyve dybt at falde," konstaterer cheftræner William Karstensen, inden han uddyber:
"Vi taber til en bedre modstander på dagen, som straffer vores personlige fejl. Vi er enormt skuffede, og vi alle omkring holdet er kede af, at de folk, der brugte deres Skærtorsdag oppe på stadion, fik den oplevelse. Vi må tilbage på træningsbanen og arbejde videre og lægge skuffelsen bag os, og så skal vi sørge for at blive klar til næste weekend mod Jyllinge."
“Når det så er sagt, så er der perioder omkring vores reducering til 1-2, hvor vi spiller noget rigtig fornuftig fodboldbold, og hvor vi kunne være kommet helt tilbage med mere skarphed.”
Kampens spiller Daniel Simonsen var også skuffet over nederlaget, men regner med at FFK kommer hurtigt tilbage på sporet:
“Hele truppen er ærgerlige over den indsats, vi lægger for dagen. Vi rammer ikke det niveau, vi ved, at vi har, og det bliver straffet mod en rigtig god modstander. Vi laver nogle personlige fejl, som bliver straffet dyrt, og nu skal vi bare hurtigt videre," siger han.
Næste kamp for FFK i Serie 1 er ude mod Jyllinge den 11. april. Kampen spilles klokken 14.30.
Også Senior 3 var i aktion på kunsten torsdag, da de indledte sæsonen i Serie 5 mod ORI-Fodbold. Det blev desværre til et 0-2-nederlag.
Tak for støtten til de mennesker, som kom forbi for at heppe på FFK'erne denne torsdag.
FFK's hovedsponsor er NLMK DanSteel.


