Senior 1 & 2 referat

Uafgjort og sejr for FFK på Derby Day i Hundested
Lørdag eftermiddag lagde Hundested Stadion kunstgræs til to gange lokalopgør mellem Hundesteds og Frederiksværks senior 1 og 2.
Og lad det - for FFK’s senior 1’s vedkommende - være sagt med det samme, at indsatsen var noget bedre end i kampen forrige weekend mod Jægersborg.
Helt godt var det dog ikke, for i første halvleg var Hundested bedst og mest nærgående, mens Frederiksværkmandskabet ofte forivrede sig og havde en for dårlig boldomgang, som betød, at der blev skabt for få muligheder i det offensive spil.
Den målløse første halvleg blev afløst af noget bedre FFK spil efter pausen, hvor Marco Miladinovic efter 61 minutter kunne bringe gæsterne i front efter fint forarbejde af Magnus Avnsbo og Filip Leis.
Anden halvleg blev dog også præget af, at FFK modtog to gule kort og dermed 10 minutters udvisninger, der ødelagde rytmen i spillet, og som til sidst medførte en fortjent Hundested udligning ved Oliver Fjeldal 5 minutter før slutfløjt.
Bedre gik det efterfølgende for FFK’s senior 2, som slog Hundesteds andethold med 2-1 i en kamp, hvor gæsterne dominerede væsentlig mere, end sejrscifrene antyder. Sejren blev sikret efter scoringer fra Anders Henriksen og Daniel Simonsen.
På lørdag 18. marts bliver det alvor for FFK’s senior 1, i det der er forårspremiere i serie 1. Holdet skal en tur til Værløse for at møde et af rækkens tophold, som i efteråret hentede en 2-1 sejr på Frederiksværk Stadion.