Ny topkamp på stadion: Vi skal blive ved med at bygge på
Frederiksværk Fodbold Klubs tilskuere blev forkælet, da vi i weekenden kravlede op på førstepladsen i Serie 1 takket være en overbevisende 3-0-sejr over Måløv BK, og allerede på torsdag venter der en ny topkamp på Kunsten.
Hørsholm-Usserød kommer på besøg klokken 13.30. Vi fører rækken med Hørsholm-Usserød lige bag os, så det er ekstremt vigtige point, der spilles om denne Skærtorsdag.
Det er cheftræner William Karstensen også fuldstændig afstemt med, når han skal forholde sig til topkampen, som er sidste hjemmekamp på kunstgræs, inden vi rykker tilbage på opvisningsbanen.
"Vi spillede en rigtig god kamp i lørdags, og nu bliver kunsten at holde snuden i sporet og igen levere på et højt niveau. Vi lykkedes med en del både offensivt og defensivt, og vi glæder os til allerede at skulle spille igen på hjemmebane på torsdag i Påsken," siger han og fortsætter:
"Vi har fået en resultatmæssig god start på sæsonen, og vi skal blive ved med at bygge på, for rækken er tæt, og den kommer til at være det sæsonen igennem.”
"Vi kender Hørsholm-Usserød fra tidligere, og de spiller en rigtig god gang fodbold, når de rammer dagen. Derfor skal vi være knivskarpe uden bold, for ellers bliver det en rigtig svær eftermiddag."
”Vi skal have fokus på igen at arbejde benhårdt for hinanden og stå sammen. Lykkes vi med det, og folder vi os ud på samme måde offensivt som i weekenden, så er jeg også optimistisk i forhold til at vi kan indlede påsken på bedst mulig måde," slutter han.
Hørsholm-Usserød kommer til kampen med selvtillid i bagagen, efter at de senest vandt 2-1 over Slagslunde-Ganløse.
Som nævnt starter kampen klokken 13.30, men allerede klokken 11 er der kamp på kunsten, når Senior 3 sparker sæsonen i gang i Serie 5 mod ORI-Fodbold.