Menu

Nederlag til FFK’s senior hold

image Anfører Joakim Konradsen i duel. Foto Dorte Meldgaard
William Karstensen
10. maj 2023 kl. 10:51
Forhåbningerne var store, men lørdagens kampe endte med nederlag til FFK’s seniorhold i både serie 1 og serie 4.

Lad det være sagt med det samme: FFK’s senior 1 leverede en væsentlig bedre indsats end i forrige weekends kamp mod Stenløse, da holdet lagde græs til serie 1 opgøret mod Jyllinge. Indsatsen stod imidlertid ikke mål med resultatet, for Jyllinge kunne med sene scoringer tage en 2-0 med sig hjem efter en meget lige kamp.

Det hårde underlag og en strid vind gjorde det svært for begge hold at sætte poleret fodboldspil sammen og der blev generelt skabt få chancer i opgøret.

De to hold skiftedes til at have momentum og det trak op til en nulløsning, da Jyllinge 8 minutter før tid fik hul på bylden med en dyb bold, som FFK defensiven ikke fik afværget og så kunne Lucas Kristensen passere Mathias Sandvad i Frederiksværkmålet.

Scoringen tvang hjemmeholdet til at kaste alt frem i kampens sidste minutter, men det lykkedes aldrig at få skabt de ønskede udligningsmuligheder og i stedet kunne Lucas Kristensen blive dobbelt målscorer i kampens sidste minut, da han ved et hjørnespark fik lov at stå helt fri midt foran mål og han takkede med at pande 2-0 slutresultatet ind.

Med to nederlag i træk og sejre til flere af holdene i bundregionen, er nedrykningsstregen igen rykket faretruende tæt på set med FFK øjne.

Bedre gik det ikke for senior 2, der tidligere på dagen gæstede Frederikssund Stadion i en topkamp mod FIK i serie 4 oprykningsspillet.

Efter en lige første halvleg, hvor ingen af holdene fik scoret, satte hjemmeholdet turbo på efter pausen, hvor de fik bragt sig på 2-0, før FFK topscorer, Christian Grynderup fik skabt lidt spænding i opgøret.

Spændingen blev dog hurtigt aflyst af FIK, der i kampens slutfase satte yderligere to scoringer ind og dermed sikrede sig en sikker 4-1 sejr.

Begge FFK hold skal i den kommende uge forsøge at komme tilbage på sporet, når senior 1 på torsdag aften tager til AB, mens senior 2 lørdag møder Espergærde på udebane.
Luk