Menu

Udvikling i raketfart

image
08. oktober 2020 kl. 14:20
FFK's U-13 drenge har haft nogle forrygende år, som tirsdag kulminerede med et kredsmesterskab i Mesterrækken.

Nogle historier er bare bedre end andre, og FFK's U13-drenge er særligt en af dem. 


Årgangen har nemlig haft en suveræn udvikling over de seneste år, hvor holdet er cruiset op gennem rækkerne, ligesom truppen også er vokset. 


Det hele kulminerede tirsdag, da U13-drengene overbevisende vandt 3-0 ude over Allerød. En sejr over den tætteste konkurrent i rækken som sikrede drengene kredsmesterskabet som vinder af Mesterrækken. 


En imponerende bedrift med tanke på at holdet for ikke mange år siden var placeret noget længere nede i DBU's rækker. Opskriften på succesen har været at spille masser af fodbold og samtidig give drengene hår på brystet, siger træner for årgangen Lars Sandvad. 


- Vi har spillet rigtig meget fodbold, og drengene er hele tiden blevet matchet stærkt. Vi arrangerer mange træningskampe, hvor vi har mødt modstandere, som lå højere op i rækkerne end os selv. Vi ville gerne give drengene nogle hår på brystet, og de har formået at holde gejsten oppe hele tiden, selv når de er blevet matchet stærkt. Selv om vi har tabt kampe med et eller to mål, så har vi fortalt dem, at det har været en succes - for eksempel at vi denne gang scorede flere mål eller havde bolden i længere tid, siger Lars Sandvad og fortsætter: 


- Det har drengene også forstået, og de synes, at det er sjovere at tabe knebent til en bedre modstander end at vinde 8-0 over en dårligere. De går ikke grædende derfra, og de forstår godt, at de udvikler sig af at møde dygtigere modstandere hele tiden, fortæller Lars. 


Ambitionerne på årgangen er nemlig høje, og det går hånd i hånd med de seneste års resultater. For få år siden var førsteholdet placeret i Række 3. Siden da blev det mod forventning til sejr i Række 2. Den første sæson i Række 1 var hård, men holdet klarede sig over forventning. Derfor var der også store forventninger til forårssæsonen, da drengene havde haft en flot vinterpause og klaret sig godt i træningskampene mod højere rangerede hold. Uheldigvis satte coronaen et punktum på forårssæsonen, som blev aflyst. Men det stoppede ikke ambitionerne - tværtimod.


- Vi meldte dem til i Mesterrækken, og det var modigt. Men det gik over al forventning, og da vi vandt over Allerød senest, er vi altså sikre på at vinde rækken med en spillerunde igen, siger Lars Sandvad, som også nævner, at DBU havde sendt en ansat afsted til Allerød for at se på FFK-holdet og få en snak om årgangen. Holdet er nemlig i betragtning til at få en plads i Liga 2 til foråret, men der er ingen garanti for det. Skulle det lykkes, er der mulighed for, at holdet skal spille i række med flere elieklubber.


Det er hele årgangen, som har haft en flot udvikling. Truppen er blevet markant større, og det har også haft en positiv indflydelse på andetholdet, som er sikre på en placering mellem nummer tre og fem i Række 3. 


- Andetholdet har stået på egne ben i år, forstået på den måde at vi før i tiden ikke havde så mange spillere. Engang blev holdet suppleret af flere førsteholdsspillere, men sådan er det ikke mere - kun hvis der selvfølgelig er rotation. Truppen er i vækst, og vi får også tilgang af flere spillere. Der er et godt kammeratskab på holdet, og vi arrangerer også flere sociale arrangementer både i årgangen, men også sammen med U13-pigerne, fortæller en meget tilfreds Lars Sandvad, som også nævner, at drengene træner fast tre gange om ugen, og at de har gjort det siden genåbningen af samfundet. 


Førsteholdet skal i aktion en sidste gang denne sæson i weekenden. De nykårede kredsmestre møder søndag Frem Hellebæk i Mesterrækken. Kampen spilles på hjemmebane klokken 10. Andetholdet har spillet sin sidste kamp i denne sæson. 



Luk