Menu

Trænerens dom efter semifinalesejr: Meget stærk kamp imod en boldsikker modstander

image Arkivfoto: Dorte Meldgaard
25. juni 2021 kl. 14:16
FFK-træner Allan Arge var naturligvis meget tilfreds efter storsejren i SM-semifinalen.

Torsdag aften tog FFK en flot skalp i sæsonen 20/21, da semifinalen i sjællandsmesterskabet blev vundet med hele 5-1 ude imod INVICTUS XI fra Vallensbæk. 3-0 førte FFK ved pausen efter mål af Andreas Gaddrup, Nicholai Christiansen og Christian Konradsen, og i anden halvleg cementerede Gaddrup sejren yderligere, inden modstanderen scorede selvmål efter flot forarbejde af Nicholai Christiansen. Det var først i sidste sekund, at FFK-keeper Emil Cronval blev passeret, da et langskud fandt hjørnet uden chance for vores keeper. 

Alt i alt en overbevisende præstation af FFK's mandskab, hvis sæson bare bliver endnu bedre. Cheftræner Allan Arge var da også tilfreds med præstationen efter kampen, omend det startede lidt sløjt:

- Vi starter faktisk rigtigt skidt, vi kommer til at løbe for meget sidelæns og forsvarer ikke fremad, hvorved modstanderen har høj boldbesiddelse og styrer kampen i starten.

- Vi får dog arbejdet os godt ind og justeret lidt på nogle brikker, og så stabiliserer tingene sig for os. Vi udnytter, at modstanderen giver for meget bagrum og spiller generelt en meget stærk kamp imod en boldsikker modstander. Vi er møgfarlige og afklarede i, hvad vi vil, hvilket jeg er meget glad for. 5 kasser og videre. Det var klasse, fortæller FFK's træner, som på søndag styrer sit mandskab fra sidelinjen, når finalen om sjællandsmesterskabet skal spilles. Her møder FFK Hareskov IF på adressen Birkevang 17 i Værløse. 

Her håber vi naturligvis på så god opbakning som muligt, så gutterne kan krydre en formidabel sæson med titlen som sjællandsmester.

Luk