Trænerens dom efter ny storsejr: Lever op til favoritværdigheden og spiller ikke arrogant

Lørdag vandt FFK for sjette gang ud af seks mulige i denne sæson, da Kvistgård blev sendt hjem fra Frederiksværk Stadion med et nederlag på hele 6-0.
FFK-maskinen kørte derudaf, og holdet fra stålbyen kom allerede i front, inden der var spillet et halvt minut ved Magnus Avnsbo. Avnsbo og Gaddrup scorede de resterende mål i første halvleg, hvor FFK gik til pause foran 3-0. Sejren blev cementeret i anden halvleg ved to gange Avnsbo og et enkelt mål af Casper Madsen.
En stærk indsats af FFK-mandskabet og træner Allan Arge var naturligvis også tilfreds med præstationen.
- Vi er klar fra start og sætter tingene på plads tidligt, hvilket jeg er meget tilfreds med. Spillerne lever op til favoritværdigheden og spiller ikke arrogant, hvilket er meget tilfredsstillende. Derudover synes jeg, at vi bygger på offensivt og får rigtig gode mønstre i angrebsspillet, hvilket lover godt, fortæller Allan Arge.
Næste gang FFK skal i aktion er på lørdag ude mod Skævinge. En vaskeægte topkamp, da Skævinge ligesom FFK er ubesejret hidtil. Kampen fløjtes i gang klokken 15.30.