Storsejre til FFK’s seniorhold

At der var en storsejr på vej i serie 1 kampen, fik man en klar fornemmelse af allerede fra første fløjt. FFK åbnede ballet med masser af aggressivitet og målsøgende fodbold, som resulterede i 4 helt åbne chancer indenfor kampens første 10 minutter, hvor dels gæsternes storspillende keeper, dels stolperne forhindrede en tidlig Frederiksværk føring.
De brændte chancer tog dog ikke modet fra værternes velspillende angrebsmaskine og efter 18 minutter kunne Carl Løkkegaard sparke et frisparksindlæg fra Christian Konradsen ind til 1-0.
Ballerup havde på dagen ikke mange modtræk og efter 40 minutter fordoblede Alexander Būlow føringen efter oplæg fra en veloplagt Albert Appel, der konstant drev gæk med gæsternes defensiv.
Samme Appel lagde 5 minutter senere bolden til rette for Marc Oxenløwe og så stod det 3-0 ved halvleg.
Bedømt ud fra spil og chancer burde FFK føringen have været på 7 eller 8 mål og kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor hjemmeholdet trykkede angrebsspeederen i bund.
Marco Rytter og 2 gange Carl Løkkegaard gjorde det til 6-0, før Ballerup fik et straffespark, der blev omsat til 6-1.
Gæsterne havde nok håbet på, at kampen var sluttet med den scoring, men FFK’erne var slet ikke færdige med at skille de gavmilde Ballerup spillere ad. For i kampens sidste minutter cementerede først Magnus Avnsbo og til sidst Daniel Simonsen den overlegne Frederiksværksejr.
Kort efter slutfløjt løb senior 2 på banen mod Slagslunde-Ganløse i serie 4 og andetholdet var i lige så sprudlende spillehumør som serie 1 mandskabet.
Man skulle hen til midt i første halvleg, før scoringen blev åbnet, men så gik det også stærkt. 9-0 stod der på måltavlen, da slutfløjtet lød.
Asbjörn Prien var kampens store oplevelse med 4 mål, men han blev suppleret godt af scoringer fra Christoffer Kristensen, Casper Madsen, Sebastian Bartholdy og 2 gange Oliver Jensen.
Det må være op til klubhistorikerne at finde ud af, om FFK’s to bedste seniorhold nogensinde har leveret to så store sejre på Frederiksværk Stadion på samme dag.
Faktum er i hvert fald, at begge mandskaber går ind til den kommende weekends kampe sprængfyldte med selvtillid. Fredag aften spiller serie 1 holdet en svær kamp på Ølstykke Stadion, hvor der forventes mange hundrede tilskuere. Lørdag eftermiddag møder 2’eren traditionsklubben FIF Hillerød.