Senior optakt: Spændende lørdag i vente på Frederiksværk Stadion

Resultaterne i den forgangne runde i serie 1 samt Lundtoftes nederlag til Brøndby torsdag aften betyder, at FFK nu ikke kan slutte lavere end nr. 8 i puljen. Det betyder, at Frederiksværk er sikre på endnu en sæson i serie 1.
Dermed kan Mike Jakobsen og hans spillere fokusere på at slutte så højt i tabellen som muligt, når der kl. 13.00 fløjtes op til opgøret mod rækkens nr. 1, allerede oprykkede Stenløse. De to mandskaber har spillet underholdende og målrige kampe mod hinanden i de seneste sæsoner, så tilskuerne kan se frem til en god dyst på opvisningsbanen.
Kl. 15.00 møder senior 2 også Stenløse i serie 4. I dette opgør er der oprykning til serie 3 på spil. Stenløse ligger inden kampen, og med to spillerunder tilbage, på en af de 4 oprykningspladser, men kun 3 points foran FFK. Frederiksværk kan med andre ord spille sig helt ind i oprykningskampen, hvis holdet besejrer dagens modstander.
Udover senior 1 og 2 spiller også senior 3 på hjemmebane kl. 13.00 mod KBK Hillerød og om formiddagen kl. 10.45 er både de ubesejrede U15 Drenge Mester og de stærke U16 Piger 1 i kamp på Frederiksværk Stadion. Der bydes også på 8 mands kampe for såvel U11 og U13 Drenge som U14 Piger.
Der er med andre ord masser af god fodbold på Frederiksværk Stadion dagen igennem og al mulig grund til at lægge vejen forbi sammen med familie og venner.
Grillen tændes, så man kan stille sulten med en af de gode stadionpølser, og der kan dertil købes både kolde og varme drikke.
På gensyn på lørdag på Frederiksværk Stadion.