Senior optakt: Masser af fodbold på Frederiksværk Stadion lørdag

Efter sejre i de to seneste kampe i serie 1 vil FFK’s bedste seniorhold forsøge at fastholde momentum, når LSF bydes op til dans kl. 13.00 på opvisningsbanen.
Den flotte 4-1 sejr mod Albertslund for to uger siden samt den hårdt tilkæmpede og vigtige sejr på udebane mod Liria i sidste uge giver Mike Jakobsens tropper tro på, at sejrsstimen kan fastholdes mod det teknisk velfunderede LSF mandskab, som FFK altid spiller tætte kampe med.
Samtidig med førsteholdet spiller senior 3 mod Frederikssund i serie 5, mens senior 2 skal i kamp kl. 15.00, hvor Hareskov er modstanderen i serie 4 oprykningsspillet, hvor FFK stadig har chancen for at blande sig i topstriden.
Herudover skal motionsholdet i 8 mandsrækken i kamp kl. 12 og i løbet af dagen spiller også FFK’s U12 og U13 drenge samt U16 piger.
Der er med andre ord masser af fodbold på stadion og der vil være mulighed for at købe velgrillede pølser og kolde drikkevarer på terrassen.
Vi glæder os til at se jer på Frederiksværk Stadion.