Senior 1 tog tre hårdt tilkæmpede point i Bagsværd

Hvis man på forhånd tænkte, at en kamp mellem nr. sidst og nr. 1, var lig med tre nemme points til sidstnævnte, ville man være blevet overrasket over at overvære lørdagens serie 2 kamp mellem Bagsværd og FFK.
Bagsværd havde inden kampen kun hentet 3 point i 6 kampe, men lad det være sagt med det samme, at det er et mandskab, som kommer til at hente mange flere points, inden sæsonen slutter.
Kampen var blevet flyttet til en moderne kunstgræsbane, som er 10 meter for kort på den lange og 5 meter for kort på den korte side. Den er tilmed svær at stå fast på og det gav en kamp fyldt med dueller og tilfældigheder.
Gæsterne fra Frederiksværk havde svært ved at sætte spillet sammen og hjemmeholdet truede flere gange rækkens førerhold. Ikke mindst med deres giftige hjørnespark. Inden pauseteen havde Bagsværd således ramt træværket et par gange og den vikarierende U19-keeper Mathias Sandvad havde hevet en af de helt store redninger op på en afslutning fra klods hold.
En peptalk i pausen fra cheftræner Allan Arge betød dog, at Frederiksværk kom ud til anden halvleg med et bedre udtryk og langsomt men sikkert overtog FFK kontrollen med kampen.
Det resulterede i en 0-1 scoring efter en dødbold i det 69. min, da centerforsvarer, Rasmus Løkkegaard på bedste 9’er stil lagde bolden perfekt til rette for Christian Konradsen, som flot sparkede bolden ind op ad den venstre stolpe. Ovenikøbet i en situation, hvor FFK var i undertal pga et gult kort til Andreas Gaddrup.
Et frustreret hjemmehold rendte herefter også ind i et par 10 minutters udvisninger, som gav gæsterne et stadig mere solidt greb om kampen og i overtiden cementerede Albert Appel sejren i en omstillingssituation, hvor Nickolai Christiansen satte den unge mand perfekt op.
Set med hjemmeholdets briller var FFK’s sejr næppe helt fortjent, men det kendetegner et tophold at tage sejren i netop de tætte kampe og nu er der lagt op til en spændende topdyst i den kommende weekend, når Frederiksværk tager til Virum-Sorgenfri for at møde rækkens nr. 3. der er á point med Jyllinge på andenpladsen.
Bagsværd-FFK
34. min Rasmus Løkkegård gult
57. min Jones ud, Albert ind
60. min FFK mål underkendt for hands
61. min Gaddrup gult kort
69. min 0-1 CK, assist Rasmus Løkkegaard
71. min, Gaddrup ud, Marco ind
83. min, Carl ud, Santi ind
88. min, Marco ud, Gaddrup ind
93. min, 0-2 Albert, ass. C