Nulløsning i Jyllinge

Lørdag eftermiddag kæmpede FFK’s senior 1 sig til et point, da holdet på udebane spillede 0-0 i serie 1 kampen mod Jyllinge.
Når man ikke kan få det offensive spil til at fungere, er det vigtigt at holdet nullet, så man i det mindste kan sikre sig et point.
Og det var præcis, hvad FFK gjorde på Spraglehøj Idrætsanlæg på en dag, hvor holdet skabte næsten ingen chancer, men til gengæld holdt tæt i de bagerste geledder.
De to mandskaber rykkede sammen op fra serie 2 i forrige sæson, hvor Frederiksværk vandt begge de indbyrdes opgør. I lørdagens kamp var det Jyllinge, der havde grund til at ærgre sig over ikke at tage de 3 points.
Set over hele kampen skabte hjemmeholdet klart flest chancer, men FFK’s bagkæde lukkede godt af og bag sig havde de en velspillende Man of the Match i Mathias Sandvad, der flot afværgede et par meget store Jyllinge chancer.
I den anden ende havde Frederiksværk mandskabet et par tilløb til chancer i løbet af kampen, men de løb alle ud i sandet og understregede, at angrebsspillet slet ikke fungerede denne dag.
Og så var FFK alligevel ved at stjæle de 3 points dybt inde i overtiden, da holdet tilkæmpede sig et hjørnespark, som førte til, at bolden hoppede og dansede på Jyllingestregen, uden at en FFK fod dog formåede at få den prikket i netmaskerne.
Da slutfløjtet lød, stod Frederiksværklejren tilbage med en blanding af ærgrelse over ikke at have været i stand til at skabe mere i den offensive del af spillet, samtidig med at kunne glæde sig over trods alt at have taget det ene point med sig i en svær udekamp og bevaret pladsen midt i tabellen.
Bedre gik det for FFK’s senior 2, der i en ligeså svær udekamp mod serie 4 rækkens tophold, Annisse, hentede en flot 3-2 sejr på mål af Christian Grynderup og 2 gange Filip Leis. Senior 2 ligger hermed godt placeret i den sjove ende af rækken.
I den kommende weekend spiller senior 1 og 2 på hjemmebane mod AB henholdsvis Vejby-Tisvilde.