Menu

Målrig kvartfinalesejr

image Nicholai Christiansen scorede hele 4 mål. Arkivfoto: Dorte Meldgaard
23. juni 2021 kl. 09:14
Hele ni scoringer var der på tapetet, da FFK tirsdag aften spillede sig i SM-semifinalen.

FFK er klar til semifinalen om Sjællandsmesterskabet. Det står klart efter tirsdagens stærke 6-3 sejr over Nerashte Ballerup, der ligesom FFK havde vundet sin serie 3-pulje. 

En helt igennem fornem præstation af FFK-holdet, som på dagen mødte et enormt boldsikkert mandskab, der uden tvivl har spillet noget af det bedste bold, FFK har stået overfor i denne sæson. Ikke desto mindre var sejren fuldt fortjent, for FFK skar sig ofte igennem modstanderens forsvar som en kniv i blødt smør takket være kynisk angrebsspil, som Nerashte slet ikke kunne håndtere. 

FFK fik en drømmestart efter seks minutters spil, da Jeppe Bryder steg højest på et hjørnespark og headede bolden ind på hånden af en modspiller. Kampens dommer tøvede ikke: Straffe til FFK, og det tog altid sikre Christian Konradsen sig af og bragte FFK i front. 

Vi spoler tiden ti minutter frem, for så tog kampen for alvor fart med en ung FFK-spiller i hovedrollen. Unge Marco Miladinovic startede på toppen, og ham kunne Nerashte slet ikke håndtere. Tre gange faldt han ned i banen for at modtage bolden, vende og blive retvendt mod målet får så at sende en knivskarp stikning afsted til flyvende FFK-spillere. Først fandt han Andreas Gaddrup, som med en stiv tå fra en spids vinkel fordoblede FFK's føring. To minutter senere var det så Nicholai Christiansen, som var i modtagerens rolle, da han blev sendt igennem. Først blev hans træk rundt om keeperen for langt, men fra næsten 0 grader formåede han alligevel at få bolden i kassen til en 3-0 føring. 

Herefter lagde Nerashte et lille tryk mod FFK-målet, og de fik da også tildelt et straffespark, hvor Cronval efterfølgende var chanceløs i målet. Men Marco og C var ikke færdige, for endnu engang demonstrerede Marco sublimt overblik, da han sendte C i dybden, og vores skarpe angriber tæskede da også kynisk bolden i mål til 4-1. 

Herefter kom der lidt ro på over kampen, målmæssigt i hvert fald. Så vi spoler videre til anden halvleg, hvor FFK også roterede en del på holdet. Ind kom blandt andet unge Mikkel Møller til sin debut, og han skulle kun være på banen i små ti minutter, før han satte noget af et aftryk. Han blev spillet smart i dybden af CK, og så troede alle, at han ville gå mod målet selv. Det gjorde han også, men frem for at skyde trillede han i stedet bolden til venstre forbi målmanden, så Nicholai C kunne score sit hattricksmål i tomt net. 

Herefter satte Nerashte sig mere på kampens opgør, og FFK blev presset længere tilbage. Trætheden havde meldt sig, og inden for det sidste kvarter reducerede hjemmeholdet også to gange til at bringe en smule spænding tilbage i kampen. Den spænding blev dog fuldstændig punkteret med få minutter tilbage, da Nicholai C igen-igen-igen-igen kom på måltavlen med endnu et tap-in efter forarbejde af Andreas Gaddrup. 

En stærk 6-3 sejr til FFK, som torsdag aften skal spille semifinalekamp mod INVICTUS XI. Kampstart er klokken 19 på adressen Idræts Allé 2 i Vallensbæk.

Luk