Menu

Målfest da FFK avancerer i pokalturneringen

image Christian Konradsen blev kåret til kampens bedste spiller. Billedet er ikke fra kampen. Foto: Dorte Meldgaard
18. juni 2020 kl. 11:44
Onsdag aften vandt FFK 5-3 over Ålholm og er dermed klar til næste runde i Sydbank Pokalen.

Det har været nogle lange måneder, siden Mette Frederiksen lukkede landet ned, men onsdag aften i Hillerød føltes det alligevel, som alt var ved det gamle (næsten). 


Her spillede FFK nemlig sin første kamp siden genåbningen af fodbolden, da vejen blev lagt forbi Ålholm i Sydbank Pokalen. 


En pokalturnering, som FFK tidligere har haft stor succes i. Hvem husker ikke de fede kampe for år tilbage mod blandt andre Brønshøj og Lyngby? 


"Den korteste vej til Europa" blev indledt med en målfest. 5-3 vandt FFK over serie 4-mandskabet, og der var vel ikke rigtig tvivl om sejren. 


FFK var bedst på alle parametre, men det startede skidt. Der var en masse rust, som skulle bankes af, og det gav en nervøs og usikker start. Faktisk kom Ålholm foran i kampens indledning, men deres føring varede ikke længe. 


Jeppe Bryder splittede Ålholms forsvar med en lang stikning til Marcus Dalhauge, og "Dalle" scorede sikkert alene med keeperen.


Herefter tog det fart. FFK blev bedre venner med bolden, og til tider så spillet faktisk rigtig fint ud. Vi kom også på 2-1, da Dalle denne gang var i oplæggeren rolle. Han brød igennem i venstresiden, og med en dejlig uselvisk aflevering fandt han en helt fri Nicholai C, som bare satte indersiden på. 


2-1 blev til 3-1 i første halvleg, da Christian Konradsens frispark ramte Jacob Quvang i pandebrasken ved bagerste stolpe, og så begyndte det at ligne en rigtig god dag på kontoret for FFK.


Det blev også endnu bedre, da C brød igennem i højresiden og serverede bolden fladt til Filip Leis, som afsluttede fladt uden for målmandens rækkevidde. 


4-1 føring ved pausen kan man bestemt ikke klage over, og der blev herefter foretaget en del ændringer. Blandt andet fik Marc Oxenløwe og Oliver Braat debut for FFK, da de begge blev skiftet ind på midtbanen. 


Der kom dog lidt spænding tilbage i kampen, da Ålholm reducerede til 2-4. Selv ikke Ålholms fans kan dog argumentere imod, at målet skulle være annulleret for en klokkeklar offside. 


Marc Oxenløwe fik en bemærkelsesværdig debut, da hans indadskruede hjørnespark sejlede direkte i mål i kampens slutfase. Om det var bevidst, vil Marc nok selv argumentere for, at det var. 


Lidt mere spænding kom der dog i slutfasen, da Ålholm reducerede til 3-5 efter noget passivt forsvarsspil hos FFK. 


Flere scoringer kom der ikke, og dermed avancerer FFK til næste runde.


Kampens spiller blev Christian Konradsen, som styrede kampen fra midtbanen og lagde den ene nøgleaflevering efter den anden. 


Tusind tak til de fremmødte tilskuere, som havde taget turen til Hillerød. 

Luk