Herre 1: Klasseforskel mod lokalrivalerne

Torsdag spillede FFK sommerens anden testkamp, da lokalrivalen Ølsted gæstede Frederiksværk Stadion. FFK kunne efter 90 intensive minutter krydre en fin præstation med en 3-0 sejr.
FFK fik en fremragende start på den nye periode under cheftræner Allan Arge, da holdet i lørdags vandt sommerens første testkamp med hele 11-0 over Serie 3-holdet Nerashte Ballerup. Den gode præstation skulle der bygges videre på, da Ølsted gæstede Frederiksværk Stadion torsdag aften på en absolut smuk opvisningsbane.
De to hold mødtes også i vintermånederne, hvor FFK sikrede sig en 2-1 sejr til allersidst. Lad det være sagt med det samme - det var ikke i nærheden af at være lige så tæt denne torsdag aften.
FFK var nemlig klasser bedre end Ølsted. Selv om vi startede kampen en smule skidt, og spillet på bolden ikke var i nærheden af det niveau, som vi håber at ramme senere hen, så holdt vi Ølsted nede på et absolut minimum af chancer, mens vi selv skabte en del. Den skarphed, FFK havde i lørdagens storsejr, manglede dog her. Både i afslutningsspillet hvor mange af afslutningerne sad lige på Ølsteds målmand, men også på den sidste tredjedel hvor den afgørende aflevering ofte manglede.
Derfor var stillingen også 0-0 i pausen, hvor FFK skiftede gevaldigt ud på holdet.
Den skarphed, som ikke var der i første halvleg, var der til gengæld prompte i anden halvleg. Der var blot spillet seks minutter, da Andreas Gaddrup satte et pres ind på Ølsteds målmand, som troede at han havde lidt for meget tid på bolden. Gaddrup vandt bolden i en spids vinkel, og ganske uselvisk serverede han den for Dalhauge, som med en firsttimer scorede i tomt mål.
En fortjent føring til FFK som fortsatte med at være dominerende, men skarpheden manglede fortsat, hvilket betød, at der blev brændt en masse chancer.
Og så skulle man ellers frygte, at der ville snige sig en nervøsitet ind på holdet, i takt med at vi nærmede os slutfasen blot foran med et enkelt mål. Særligt også fordi Ølsted kun truede på frispark savet ind i feltet eller lange indkast - hvilket de fik en del af - men det blev kun farligt en enkelt gang i anden halvleg. FFK holdt dog hovedet koldt, og kampen blev lukket med syv minutter tilbage af den ordinære spilletid. Et langt indkast blev headet videre af Nicholai Christiansen, og så var det Andreas Henriksen, som i to omgange sendte bolden i mål få meter fra målstregen.
2-0 skulle blive til 3-0 til i dommerens tillægstid. Marcus Dalhauge, som blev kåret til kampens bedste spiller, lagde en flot tempereret aflevering ind i Ølsted-feltet, hvor Nicholai C flot flugtede bolden i mål uden chance for keeperen.
En 3-0 sejr som burde have været markant større, men FFK bygger videre på den gode start og det gode humør, som hersker omkring senior-setuppet i øjeblikket.
Tusind tak til de mange fremmødte tilskuere som tog turen til Frederiksværk Stadion for at støtte gutterne.
Næste testkamp for FFK er lørdag den 25. juli ude mod Frederikssunds Serie 2-mandskab. Kampen spilles klokken 13.
Herunder kan du se nogle billeder fra sejren over Ølsted. Alle billeder er taget af Dorte Meldgaard.