Menu

Hattrick-C og storsejr i premieren

image Foto: Dorte Meldgaard
17. august 2020 kl. 11:47
Efterårssæsonen blev indledt på bedst mulig vis, da FFK lørdag vandt hele 5-0 hjemme over Ølsted. Nicholai Christiansen scorede hattrick.

Lørdag skulle der efter månedsvis af ufrivillig pause atter spilles seriefodbold på Frederiksværk Stadion, da lokalrivalerne Ølsted og Hundesteds andethold gæstede henholdsvis førsteholdet og andetholdet. 


Overordnet set var det en rigtig god dag på Frederiksværk Stadion, hvor FFK sikkert vandt 5-0 over Ølsted i Serie 3, mens andetholdet spillede 1-1 mod Hundested i Serie 4. Magnus Avnsbo scorede toerens mål. 


Dermed fik FFK en fremragende start på efterårssæsonen i Serie 3, og der var heller ingen tvivl om kampens udfald. FFK var længder bedre end Ølsted, og reelt set var kampen afgjort inden for den første halve time, da FFK på det tidspunkt første 3-0. 


FFK havde inden kampen snakket om vigtigheden af at komme godt fra start i den bagende varme. Samtidig var det også vigtigt at være tålmodige, for vi kender til Ølsteds kvaliteter, og at de på ingen måde ville give op uden kamp. FFK fik en god start på kampen, og allerede efter ti minutter bragte angriberen Andreas Gaddrup hjemmeholdet i front, da han fra kort afstand flugtede bolden i mål efter godt forarbejde af Marcus Dalhauge. 


Lidt over halvvejs i første halvleg blev føringen fordoblet. FFK har henover sommeren fået tilgang af den høje Rasmus Løkkegaard, og han fik en debut, han ikke vil glemme, da han hoppede højere end alle andre og headede Christian Konradsens frispark i nettet. 


Og det blev endnu bedre for FFK, for bare et par minutter senere blev føringen udbygget til 3-0. Marcus Dalhauge tog sagen i egen hånd og spurtede fra egen banehalvdel med bolden klistret til fødderne ned nær Ølsted-feltet, hvor han fandt Andreas Gaddrup med et fint indlæg, som denne gang kom i oplæggerens rolle, da han uselvisk og sikkert serverede bolden for Nicholai Christiansen, som sikkert udplacerede Ølsteds målmand. 


Ølsted fik dog en stor mulighed for at bringe spænding tilbage i kampen i slutningen af første halvleg, da de blev tildelt et straffespark. FFK-keeper Kristian Frid, som atter stod en stor kamp i buret, lurede dog den gamle FFK'er Patrick Sørensen, hvis straffespark blev pillet af keeperen. 


Det var en første halvleg, som var præget af en smule nervøsitet hos FFK, som til tider blev for uorganiserede på banen. I takt med at minutterne gik blev spillet med bolden dog bedre, og i anden halvleg sad FFK på det hele. 


Fem minutter skulle der også gå her, før Nicholai Christiansen blev dobbelt målscorer. Christian Konradsen stod igen for oplægget, men denne gang var det med en fremragende dybdeaflevering til C, som løb fra Ølsted-forsvaret og sikkert scorede alene med keeperen. 


Men FFK's nummer otte var slet ikke færdig endnu, for blot syv minutter senere scorede han sit tredje mål i kampen. Alene mand jagtede han bolden nede i Ølsted-forsvaret, og det lykkedes C at opsnappe bolden, drible uden om målmanden og score i tomt mål. 


I anden halvleg havde Ølsted også en dobbeltchance for at reducere, men i samme angreb ramte udeholdet stolpen to gange. I mellemtiden gik FFK en smule ned i gear efter det femte mål, og sejren og nullet blev kørt sikkert i hus. 


En stærk måde at starte sæsonen på og de positive tendenser, som FFK har vist i opstartperioden, blev også udfoldet i lørdags. Næste opgave for FFK er lørdag den 22. august ude mod Tikøb med kampstart klokken 14. 


FFK vil gerne sige tak til alle de fremmødte tilskuere, som tog op på stadion og både så første- og andetholdet. 


Kampfakta: FFK - Ølsted 5-0

10. minut: 1-0 ved Andreas Gaddrup, assist Marcus Dalhauge. 

26. minut: 2-0 ved Rasmus Løkkegaard, assist Christian Konradsen. 

28. minut: 3-0 ved Nicholai Christiansen, assist Andreas Gaddrup. 

50. minut: 4-0 ved Nicholai Christiansen, assist Christian Konradsen. 

57. minut: 5-0 ved Nicholai Christiansen. 

59. minut: Gult kort Jacob Quvang


Startopstilling: Kristian Frid - Jacob Quvang, Rasmus Løkkegaard, Joakim Konradsen, Alexander Bülow - Andreas Henriksen, Marcus Dalhauge, Christian Konradsen, Casper Madsen - Nicholai Christiansen - Andreas Gaddrup. 

Bænken: Steffen Hansen, Frederik Larsen og Hadi Hajj. 









Alle billeder er taget af Dorte Meldgaard.

 

 

 

Luk