Menu

Forfærdelig weekend for senior 1 og 2

image
17. oktober 2022 kl. 17:09
Weekenden bød på lutter nederlag til FFK's to bedste seniorhold.

FFK’s serie 1 mandskab forpassede lørdag eftermiddag en gylden mulighed for at lægge god afstand til nedrykningsstregen, da holdet tabte 3-4 på udebane mod Ballerup.

Bedømt ud fra stillingen i rækken inden kampstart var FFK favoritter og hvis man kun havde overværet kampen fra det 15. til det 85. minut, ville man heller ikke have været i tvivl om, at Frederiksværk havde vundet kampen overbevisende.

Problemet for FFK var bare, at holdet forsvarede sig så dårligt i kampens indledende og afsluttende fase, at det tillod Ballerup at score hele 4 mål.

Allerede efter 9 minutter bragte Daniel Pless hjemmeholdet foran efter en situation, som FFK burde have afværget ad flere omgange, før Pless til sidst kunne sende bolden ind i et tomt mål.

Og 6 minutter senere begik gæsterne et unødvendigt frispark på kanten af feltet, som Kevin Fejer efterfølgende satte ind bag Mathias Sandvad, efter at bolden snittede muren og snød den unge keeper.

2-0 til Ballerup til stor frustration hos gæsterne, som ellers var startet kampen ganske godt og med stort spilovertag. Frustrationen var dog ikke større, end at FFK spillerne kløede på. Tempoet i boldomgangen var højt og hjemmeholdets spillere kom til at løbe meget efter bolden.

Og efter knap en halv time gik den ikke længere for Ballerup. Christian Konradsen sendte Nicholai Christiansen afsted med en fremragende dybdebold, som C scorede sikkert på.

2-1 var også pauseføringen, men den sidste halve time var forløbet med så klar FFK dominans, at troen på at kunne vende kampen var stor hos gæsterne forud for kampens 2. akt. Og kampbilledet fortsatte da også. Frederiksværk havde bolden det meste af tiden, men fik ikke skabt de helt store åbne målchancer. Ikke før cheftræner Allan Arge ændrede formation til 3-5-2, sendte Magnus Avnsbo på banen og flyttede midterforsvareren, Rasmus Løkkegaard frem i angrebet.

For med et kvarter igen dirigerede Løkkegaard nemlig en lang bold fra Jeppe Bryder i nettet til en fortjent udligning. Og 3 minutter senere brød Avnsbo bolden midt på banen, hvorfra han gik solo og satte den ligeså fortjente 3-2 føring ind.

Det så nu ud til, at de 3 point fortjent skulle med hjem til Halsnæs, men Ballerup og FFK’s eget forsvarsspil ville det anderledes i kampens døende minutter.

Et klodset gult kort og 10 minutters udvisning til Daniel Simonsen gav hjemmeholdet en overtalsituation i kampens slutfase, som de udnyttede til for første gang i kampen at presse FFK lidt tilbage på banen. Det førte bl.a. til et hjørnespark, som Danny Eriksen fik lov at stå inde i det lille felt og sende i mål uden at hverken keeper eller forsvarsspillere formåede at gribe ind.

Udligningen var en spand koldt vand i hovedet for FFK spillerne, men det skulle blive endnu værre, for i kampens sidste minut formåede gæsternes defensiv endnu en gang unødvendigt passivt at se til, da Mark Pedersen kunne score Ballerups sejrsmål til 4-3.

Gravkammerstemningen var til at mærke, da Frederiksværkspillere og -trænere samledes umiddelbart efter slutfløjtet. Det her nederlag mod en ellers ganske overkommelig modstander var de selv skyld i. Det var en ommer!

På vejen hjem mod Halsnæs gjorde FFK’erne holdt i St. Lyngby, hvor senior 2 spillede topkamp i serie 4. Den kamp gav imidlertid ikke oprejsning til seniorafdelingen, for hjemmeholdet tog en 3-1 sejr på trods af flere stolpeskud og store chancer til gæsterne. Målscorer for FFK var Christian Grynderup på straffespark.

I den kommende weekend er det revanchetid, når begge FFK mandskaber spiller hjemme på Frederiksværk Stadion.

Luk