FFK sikrede sig puljesejren i serie 2

Selvom FFK’s serie 2-mandskab allerede havde sikret sig oprykning til serie 1, var der masser på spil, da holdet lørdag eftermiddag gæstede rækkens nr. 2, Jyllinge.
En sejr til Jyllinge ville således gøre kampen om rækkens førsteplads helt åben inden den sidste turneringsrunde i næste weekend. Omvendt ville point til FFK betyde, at gæsterne fra Halsnæs sikrede sig puljesejren.
Det var da også et højt pressende og hurtigt spillende Jyllinge-hold med alt at vinde, der lagde bedst ud. Inden for de første 10-12 minutter var hjemmeholdet tæt på at bringe sig foran flere gange, men Mathias Sandvad i målet leverede et par fine redninger.
Da føringsmålet udeblev, kom Frederiksværk bedre og bedre med i kampen. Stor løbevillighed og det velkendte aggressive presspil gjorde det sværere og sværere for Jyllinge. FFK overtog styringen af kampens gang, og efter 34 minutter kunne Andreas Gaddrup fortjent bringe gæsterne foran efter et indkast og efterfølgende klumpspil i feltet.
Føringen holdt imidlertid kun i 7 minutter, for kort før pausen brød Jyllinge igennem FFK-defensiven og udlignede til pausestillingen 1-1.
Det ændrede dog ikke på billedet af, at gæsterne fra Halsnæs havde spillet en taktisk flot første halvleg, og det kom til at fortsætte efter pausen. Frederiksværk-spillerne løb mange meter og lukkede hele tiden rummene på banen ned, så hjemmeholdet aldrig fik deres ellers så hurtige boldomgang til at fungere.
Samtidig var FFK konstant farlige på de omstillingsmuligheder, der naturligt opstod, i og med at hjemmeholdet måtte satse mere og mere.
Og midtvejs i anden halvleg lykkedes det endelig for gæsterne at genskabe føringen, da Gaddrup med sin anden scoring - igen efter en indkastsituation - med hælen fik bolden bugseret i hjemmeholdets netmasker.
Dermed var det reelt game over. Jyllinge-holdet forsøgte ganske vist at spille hurtigt og presse FFK tilbage, men Frederiksværk-holdet spillede denne eftermiddag en tæt på perfekt taktisk kamp. Spillerne sled og slæbte for hinanden og gav aldrig hjemmeholdet ro til at sætte særlig mange afleveringer sammen. Heltene fra Halsnæs brød konstant bolden højt på banen, og i kampens overtid kunne indskiftede Marco Jensen cementere sejren efter en omstilling, hvor den utroligt velspillende Andreas Gaddrup satte den unge mand perfekt op.
Da slutfløjtet lød kort efter, kunne champagnepropperne derfor springe. Oprykning for andet år i træk skriver dette FFK-mandskab ind i historien som et af de mest succesrige i de senere år. Kun 4 nederlag og 3 uafgjorte i mere end 40 turneringskampe gennem de seneste to sæsoner fortæller en historie om et velorganiseret kollektiv, der er meget stabilt og utroligt svære at få point imod.
I den kommende lørdags sidste turneringskamp kommer Frederikssund på besøg til en kamp, der ganske vist ikke har den store betydning for holdenes slutplacering, men som FFK spillerne vil være opsatte på at vinde for at takke det trofaste hjemmepublikum for støtten gennem hele sæsonen.
Det bliver samtidig en lørdag på Frederiksværk Stadion, hvor FFK’s senior 2 spiller en decideret oprykningsfinale mod Ålholm i serie 4. Andetholdet hentede nemlig en sejr mod St. Lyngby efter bl.a. to scoringer af topscorer Christian Grynderup. Det betyder, at Peter Bombers tropper har muligheden for at overtage Ålholms andenplads i rækken, når de to hold tørner sammen på lørdag.
Der er således al mulighed grund til at komme på Frederiksværk Stadion og støtte FFK’s to succesfulde seniorhold.