Menu

FFK Senior 2 kæmpede sig til sejr

image Arkivfoto: Dorte Meldgaard
13. maj 2021 kl. 11:45
Det blev ikke historiens flottest spillede fodboldkamp, men senior 2 fik, hvad de kom efter, da holdet søndag vandt udekampen mod Ålholm IF med 2-1.

Frederiksværk lurede fra start, at Ålholm stod temmelig højt på banen og prøvede at udnytte det store rum bag Ålholm forsvaret med nogle farlige dybdebolde. Det gav bonus allerede efter 7 minutter, da Christian Grynderup fik sendt Jonas Klarskov alene igennem og fra en spids vinkel, svigtede den fine sparketeknik ikke, da bolden blev sat sikkert ind op ad den fjerneste stolpe.


Ålholm er et hold, der gerne angriber med mange mand og de fik efterhånden som første halvleg skred frem skabt et overtag, fordi FFK generelt efterlod for meget plads i mellemrummet mellem forsvar og midtbane, hvilket skabte gode betingelser for hjemmeholdets gode boldspillere. Midtvejs i halvlegen kom den fortjente udligning da også, da FFK forsvaret efter en dødbold var for passive midt foran eget mål, og en Ålholm spiller kunne uhindret sparke bolden ind bag en chanceløs Rasmus Smed.


Første halvleg bød ikke på yderligere scoringer, men den bød til gengæld på en dramatisk afslutning, da en Ålholm spiller gik alt for hårdt og alt for sent ind i en tackling på Gustav Amdal, der måtte bæres fra banen med en svært medtaget ankel. Det kostede Ålholm spilleren et rødt kort, og i den tumult der opstod mellem holdene i kølvandet på den grimme tackling, måtte også FFK’s målscorer Jonas Klarskov forlade banen med et rødt kort for at have skubbet Ålholmspilleren omkuld.


Pauseteen kom belejligt, for det gav Frederiksværk mulighed for at få rettet på den alt for store afstand, der havde været mellem kæderne i første halvleg og forandringen kunne ses straks fra anden halvlegs start. Forsvar og midtbane tillod nu ikke Ålholm at spille i mellemrummet og det gav nogle bolderobringer vigtige steder på banen, der gav basis for flere gode omstillingsmuligheder. Det gav pote allerede efter 52 minutter, hvor en flot Steffen Hansen aflevering fandt en helt fri Christian Grynderup midt i feltet og CG sørgede med et hårdt spark for at genetablere gæsternes føring.


Nu handlede det for FFK om at kæmpe sejren hjem. Flere spillere døjede med småskader, men holdet kæmpede forbilledligt for hinanden og tillod ikke Ålholm ret mange chancer, og de der kom, tog Rasmus Smed sig sikkert af. Gæsternes forsvar stod stærkt og midtbanen sled og slæbte og leverede et løbepensum udover det sædvanlige. Undervejs gav det nogle store omstillingsmuligheder til Christian Grynderup og Steffen Hansen, men uden den fornødne skarphed i afslutningsøjeblikket. Det var derfor en forløsning at høre dommerens sidste fløjt og dermed forårssæsonens første sejr for senior 2.

Luk