Menu

FFK senior 1 sejrede sikkert mod Helsinge

image Foto: Dorte Meldgaard
14. april 2022 kl. 12:15
FFK1 hentede årets første turneringssejr i lørdag, da Helsinge blev sendt hjem fra Frederiksværk Stadion med et 4-1-nederlag.

FFK's senior 1 tog lørdag eftermiddag imod Helsinge i forårssæsonens første hjemmekamp i serie 2, og hjemmeholdet tog sikkert de 3 point efter en overbevisende 4-1 sejr.

Sæsonpremierens 2-2 kamp på udebane mod Lynge efterlod et lidt blandet indtryk af tilstanden hos Frederiksværks bedste seniorhold. Det skulle der rettes op på lørdag eftermiddag, da rækkens nr. 4. Helsinge, kom på besøg på Frederiksværk Stadion.

Det var da også et hjemmehold med et stærkt aggressivt udtryk, der hurtigt fik sat sig på kampen, godt hjulpet af en kraftig medvind. FFK havde bolden mest, men formåede i kampens begyndelse ikke for alvor at skabe åbne muligheder. Det gjorde Helsinge heller ikke før i det 25. minut, hvor gæsternes Nicklas Hvolby sparkede bolden i nettet efter et hjørnespark, hvor FFK's spillere var for passive og ikke formåede at få clearet 2. bolden.

De bekymrede miner hos hjemmeholdets trænerstab blev dog hurtigt ændret til begejstring, da Andreas Gaddrup 3 minutter senere bragte balance i regnskabet med et flot spark i målhjørnet efter en ny hjørnesparkssituation, som det denne gang var gæsterne, der ikke fik afværget.

Gaddrups scoring blev startskuddet til et sandt bombardement mod Helsinges mål i det sidste kvarter af første halvleg.

I det 34. minut scorede Nicholai Christiansen således, hvad der med stor sandsynlighed bliver sæsonens mål på Frederiksværk Stadion. Fra en vinkel på tæt på 0 grader i højre side for målet formåede C at banke bolden op i det modsatte målhjørne. Et uvirkeligt mål af høj, høj klasse, som hverken hjemmehold eller gæster troede var muligt.

Dermed var hjemmeholdet på sejrskurs og FFK fastholdt jerngrebet på Helsinge halvlegen ud. To minutter efter Nicholai Christiansens vidundermål tilkæmpede Andreas Gaddrup sig et straffespark, som kampens spiller, Christian Konradsen, sikkert omsatte til mål. Og få minutter efter dukkede veteranen Casper Madsen op ved den bagerste stolpe og headede sikkert 4-1 føringen hjem efter et flot oplæg fra Joakim Konradsen.

For Helsinge var det en lettelse, da pausefløjtet lød kort efter, men havde gæsterne troen på at kunne vende kampen efter pausen, hvor de fik vinden i ryggen, måtte de tro om igen.

FFK fastholdt nemlig kontrollen over kampen i anden halvleg. Hjemmeholdet var vældig godt organiserede og tillod ikke gæsterne en eneste åben mulighed. I den modsatte ende tilspillede Frederiksværk sig 2-3 store muligheder for at gøre det til tenniscifre, men godt målmandsspil hos gæsternes Louis Normand holdt cifrene på de 4-1, som det stod ved pausen.

Da slutfløjtet lød, kunne Frederiksværks spillere, trænere og hjemmepublikum derfor række armene triumferende i vejret efter en overbevisende indsats og sikker sejr mod et af rækkens tophold. Skærtorsag venter en svær udekamp mod Græsted, hvorefter Allerød gæster Frederiksværk Stadion lørdag den 23. april.

Luk