Menu

FFK sejrer efter vild afslutning

image Foto: Dorte Meldgaard
09. oktober 2022 kl. 23:06
Det så længe tungt ud, men så vendte FFK fuldstændig kampen på hovedet mod AB og sejrede efter mål i tillægstiden.

“En fodboldkamp er ikke færdig, før den fede dame har sunget til sidst”. Det er en ofte brugt fodboldkliché. Et udsagn, som AB’s serie 1 mandskab havde lært på den hårde måde i deres seneste par kampe mod Lyngby og Frem Hellebæk, hvor AB’erne gik glip af point som følge af modstanderscoringer i overtiden.

Og sørme om historien ikke gentog sig lørdag eftermiddag, da de pointløse akademikere gæstede Frederiksværk Stadion og for tredje kamp i træk måtte se modstanderne tage alle tre point i dommerens tillægstid.

Ingen tvivl om at favoritværdigheden på forhånd lå hos FFK. Det var bare ikke til at se i kampens første 75 minutter. Frederiksværkspillerne virkede lidt ukoncentrerede og lå i presspillet ikke tæt nok på modstanderne.

Hjemmeholdet havde svært ved at holde fast i bolden og da AB samtidig har et mandskab med god teknisk kvalitet, var det de undertippede gæster, der i første halvleg tilspillede sig chancerne, som Mathias Sandvad i målet dog tog sig af på fornem vis.

Trods cheftræner Allan Arges opsang i pausen fortsatte kampbilledet, da anden halvleg gik i gang. FFK havde mere end svært ved at skabe et brugbart angrebsspil på Frederiksværk Stadions udpinte underlag og AB’erne brød ofte bolden og skabe farlige omstillinger.

Og efter en times spil gik den ikke længere for hjemmeholdet. AB broderede sig igennem i højre side og til sidst fandt Oscar Panduro en fri Oliver Ree foran FFK målet og han satte 0–1 målet sikkert ind bag Sandvad.

AB føringen var fuldt fortjent og det begyndte at ligne sæsonens første point for Bagsværdmandskabet.

Men så skiftede kampen karakter på dramatisk vis. FFK’erne ændrede den taktiske tilgang og gik over til en 3-5-2 opstilling, som betød, at der blev lagt et bedre tryk på AB forsvaret. Med et kvarter igen fik gæsternes Mads Lund Andersen tilmed et gult kort og 10 minutter i skammekrogen og så begyndte angsten for igen at smide pointene i slutfasen at lyse ud af gæsterne.

Frederiksværkspillerne sværmede nu omkring AB målet og i det 79. minut fik Carl Løkkegaard udlignet fra en meget spids vinkel. Målet gav FFK’erne blod på tanden og nu virkede pludselig alt det, der ikke havde fungeret hidtil.

Gæsterne virkede desperate og da kampen gik ind i dommerens tillægstid, satte hjemmeholdet dødsstødet ind. Nicholai Christiansen sendte midt på banen lynhurtige Albert Appel afsted mod mål og alene med keeperen svigtede det unge talent ikke. 2-1 til FFK.

AB’erne måtte sande, at det endnu engang var lykkedes dem at smide point i overtiden og en sidste desperat satsning fra gæsternes side førte kun til, at Nicholai Christiansen tog sagen i egen hånd og gik alene mod mål, hvor han sikkert satte den afsluttende 3-1 føring ind.

Forløsningen var stor i Frederiksværklejren, da slutfløjtet lød kort efter. Sejren betød, at FFK placerer sig lunt i den gode ende af serie 1 rækken.

Kort efter fuldendte FFK’s senior 2 den gode dag, da holdet slog bundproppen i serie 4 Vejby-Tisvilde med 2-1 på to flotte scoringer af Magnus Avnsbo. Med sejren har senior 2 nu sikret sig en plads i forårets oprykningsspil i serie 4. Toeren kan  nemlig ikke undgå at slutte i top seks i efteråret.

Herunder fotos fra kampen mod AB taget af Dorte Meldgaard. 

Luk