FFK’s senior 1 kæmpede sig til sejr mod Hareskov

Lørdag eftermiddag sikrede Frederiksværks bedste seniorhold sig yderligere 3 point i serie 2, da holdet slog Hareskov IF med 1-0 på udebane.
I dagene op til kampen blev den i forvejen lange skadesliste forværret yderligere, og på holdkortet manglede således hele 7 stamspillere. Det betød, at cheftræner Allan Arge gav sæsondebut til 3 spillere, og dermed har der været brugt 32 spillere i løbet af sæsonen.
Oplægget til kampen var derfor også, at det var tid at rykke sammen i bussen og kæmpe for hinanden og logoet på trøjen.
Og kæmpet, det blev der!
Hareskov råder over et dygtigt og fysisk stærkt fodboldhold, og FFK-spillerne fik virkelig lov at arbejde for sejren.
At Frederiksværkspillerne havde tænkt sig at stå sammen var tydeligt fra første fløjt. En fantastisk løbevillighed og hård fight flyttede spillet op på Hareskovs banehalvdel, og efter 7 minutter kunne Carl Løkkegaard sætte 1-0 målet ind efter en løs bold i feltet.
Efter føringsmålet begyndte initiativet imidlertid lige så stille at glide over på Hareskovs fødder. Et væld af dødbolde til hjemmeholdet og forsøg på at komme bag om FFK forsvaret satte Frederiksværkspillerne på en alvorlig prøve.
Men organisationen, den taktiske disciplin, et stort løbepensum og en utrolig fightervilje hos gæsterne betød, at Hareskov ikke fik skabt nogle åbne chancer i resten af kampen. Og i målet tog Emil Cronwal sig sikkert af et par farlige forsøg ude fra, så han kunne notere sig sit tredje cleansheet i træk.
Da slutfløjtet lød, var det derfor en stor forløsning for FFK-spillerne og trænerstaben. Alle mand leverede mere end 100 pct’s vilje denne lørdag eftermiddag.
Forspringet på 5 point til forfølgerne fra Jyllinge og Fredensborg blev fastholdt, og næste weekend kommer netop Fredensborg på besøg på Frederiksværk Stadion til en sand topkamp mellem nr. 1 og 2 i rækken. Der kommer forhåbentlig mange mennesker på lægterne, som vil støtte Frederiksværk-mandskabet.
Lørdagen blev afsluttet med, at et sammenbragt senior 2 hold tog til Kvistgaard og sikrede sig en imponerende 9-4 sejr i serie 4. Bl.a. efter hattrick fra både Christian Grynderup og Steffen Hansen samt to mål af tilbagevendte Filip Leis. FFK’s senior 2 har dermed hentet imponerende 13 points i forårets første 5 kampe.