FFK cementerede sin førsteplads

FFK vandt lørdag en vigtig 2-1 sejr ude over Græsted i toppen af Serie 3. Unge Albert Appel scorede begge FFK's mål.
Kampen om førstepladsen i Serie 3 pulje 1 har udviklet sig til et opgør mellem Frederiksværk, Skævinge og Græsted. Lørdag skulle Græsted IF forsøge på hjemmebane at stikke en kæp i hjulet for FFK’s førende mandskab. Det slap de ikke godt fra.
Optakten til kampen var ikke den bedste for Frederiksværk, da skades- og afbudslisten bare blev længere. Særligt midterforsvaret var ramt, og længere fremme på banen blev det til en startplads for et af FFK’s største talenter, Albert Appel.
Netop Appel skulle få en hovedrolle, der viste, at FFK’s trup er bred. Græsted lagde for med en højt pressende 4-3-3 opstilling, men det straffede FFK efter få minutter. En lang bold bagom hjemmeholdets høje forsvarslinje blev taget perfekt ned af Andreas Gaddrup. En dribling forbi en forsvarer og så en perfekt tværbold til Albert Appel der havde taget det vigtige løb ind i feltet, og som nemt kunne sætte bolden i mål fra tæt hold.
Hermed var stilen lagt for en kamp, som FFK dominerede fra start til slut. Græsted fik ganske vist udlignet midtvejs i første halvleg efter en opspilsfejl i Frederiksværk-forsvaret, men det ændrede ikke på indtrykket af, at FFK havde kampen under kontrol.
Kort før pausen drev Albert Appel således gæk med Græsted forsvaret, som rundtossede kunne konstatere, at den unge 17-årige mand kan noget ud over det sædvanlige, da han genskabte Frederiksværks føring med et fremragende mål.
Tendensen fortsatte efter pausen, men utroligt nok formåede FFK ikke at omsætte flere af de endog meget store chancer til mål. I sidste ende slap hjemmeholdet derfor nådigt med et 1-2 nederlag, mens FFK kunne tage hjem til Halsnæs med en cementeret førsteplads i bagagen.
Næste weekend kommer Helsinge på besøg på Frederiksværk Stadion og en hjemmesejr er et krav, hvis FFK skal holde forfølgerne bag sig.
Kampfakta: Græsted IF - FFK 1-2
3. minut: 0-1 ved Albert Appel, assist Andreas Gaddrup.
22. minut: 1-1.
40. minut: 1-2 ved Albert Appel, assist Christian Konradsen.
Startopstilling: Kristian Frid - Alexander Bülow, Jeppe Bryder, Joakim Konradsen, Marc Oxenløwe - Albert Appel, Casper Madsen, Christian Konradsen, Hadi Hajj - Filip Leis - Andreas Gaddrup.
Bænken: Oliver Braat og Magnus Avnsbo.
Alle billeder herunder fra kampen er taget af Dorte Meldgaard.






