Borgmesterbesøg og første turneringssejr - begivenhedsrig uge for U13-pigerne

Tirsdag i sidste uge var Ligapigerne inviteret ud på Maku, som har været så søde at sponsore tøj og andet hjælp til pigerne. Her blev der taget sponsorbillede, og pigerne blev inviteret på varm kakao.
Onsdag Spillede Ligapigerne så imod Farum og fik lov at spille inde på Farum Park. Det var en stor oplevelse, selvom det dog kostede et nederlag på 0-4 til det, som jeg vil betegne som et af de bedste hold i DK, og som med 99,9% sikkerhed er de kommende vindere af ligaen. Samtidig havde vi hold to til træning, som på trods af stort regnvejr havde et fremmøde på 12 spillere. Det er virkelig fedt, at der er så mange engagerede spillere på denne årgang.
Fredag var der akademitræning, som er et tiltag, der er sat i værk her i efteråret for piger og drenge i årgangene 08-09. Det er et fedt projekt, hvor de spiller sammen med drengene og udvikler sig individuelt. Det er dog kun syv af pigerne, der har denne oplevelse.
Søndag var vi inde på Frederiksberg og skulle møde FA 3000. Her tager vi sæsonens første sejr i ligaen på 2-0. Pigerne har igennem hele efteråret udviklet sig og spillet bedre og bedre, så det var en forløsning at få en sejr.
Mandag fik holdet fint besøg, hvor borgmesteren, Steffen Jensen, kiggede forbi for at anerkende pigernes indsats i ligaen. Her snakkede han om, at det var flot, man prøvede kræfter med den bedste række, og at han havde lagt mærke til, at resultaterne var blevet bedre og bedre. Pigerne var stolte over anerkendelsen og besøget.
U13 pigerne blomstrer og er nu oppe på 26 spillere, som deltager i DBU's 8-mandsturnering. Hold 1 spiller i Ligaen og mangler et par kampe endnu. Hold 2 endte på en flot andenplads i Række 3. Hold 2 har altid været suppleret af et par spillere fra Hold 1, da det har været svært at stille med to 8-mandshold, men det må man ikke fra U13 af, så det har været en sand fornøjelse, at der har været så fint fremmøde til træning og ingen problemer med at stille Hold 2. Tværtimod så har der nogle gange været oversiddere. Hold 2 har udviklet sig spillemæssigt, og der er flere, der tager ansvar på holdet. Det gør, at hver enkelt spiller på Hold 2 har haft en positiv udvikling hen over sæsonen. Vi håber, at den positive udvikling fortsætter på trods af de udfordringer, der ellers er for tiden med corona.
- Simon Josephsen, træner.