Menu

FFK sejrede og sikrede sig en sæson mere i serie 1

image
William Karstensen
07. juni 2023 kl. 13:04
Samtidig et flot comeback for senior 2 efter at have været bagud 0-2
FFK’s serie 1 mandskab har haft en god forårssæson i serie 1. Der er imidlertid tale om en usædvanlig tæt række og før lørdagens opgør mod Lyngby på Frederiksværk Stadion var nedrykningsspøgelset endnu ikke manet endeligt i jorden.

Det blev det til gengæld efter en flot 4-2 sejr, der samtidig sendte Lyngby meget tæt på serie 2.

Trænerstabens panderynker var dybe forud for kampen, for pokalkampen mod Vallensbæk midt i ugen kastede flere skader af sig, og FFK gik ind til skæbnekampen med bl.a. en helt ny bagkæde.

Holdet gjorde dog al bekymring til skamme efter en overbevisende indsats, hvor FFK styrede begivenhedernes gang det meste af tiden.

Magnus Avnsbo har været stærkt spillende i de seneste 5-6 kampe og det fortsatte han med i Lyngbykampen med 2 scoringer og en assist. Angrebsmakker Filip Leis sørgede for de 2 andre FFK scoringer.

I den modsatte ende af banen leverede tre back kæden, Joakim Konradsen, Rasmus Løkkegaard og Jacob Quvang, en forbilledlig fight. Quvang endda hæmmet af en forstrækningsskade tidligt i opgøret og Løkkegaard plaget af efterveerne fra et flækket øjenbryn i midtugens pokalkamp.

Samtidig hev keeper Mathias Sandvad et par pointgivende redninger ud af ærmet på vigtige tidspunkter, ikke mindst i en friløbersituation til gæsterne ved stillingen 3-2 kort før tid.

På midtbanen sled og slæbte Christian Konradsen, Albert Appel og Carl Løkkegaard og sørgede sammen med de to utrættelige wingbacks Marc Oxenløwe og Mikkel Møller for utallige bolderobringer, som gav hjemmeholdet en masse farlige omstillingsmuligheder.

Sejren bragte FFK op på 39 points i tabellen og den betød som nævnt, at der også spilles serie 1 fodbold på Frederiksværk Stadion næste sæson.

Frederiksværk spillerne kan dermed gå ind til sæsonens sidste kamp på lørdag mod topholdet Frem Hellebæk uden pres og fulde af optimisme.

FFK’s senior 2 har for længst udspillet sin rolle i serie 4 oprykningsspillet, men leverede ikke desto mindre en flot indsats lørdag mod FIF Hillerød.

Et par personlige fejl kostede en 0-2 føring til gæsterne ved halvleg, men i et flot come back efter pausen sørgede Steffen Hansen og Frederik Larsen med to scoringer for, at senior 2 hentede en fortjent 3-2 sejr.
Luk