Menu

FFK sejrede fortjent mod LSF

image Sejrs billede
William Karstensen
12. april 2023 kl. 20:48
Lørdag eftermiddag sikrede FFK’s senior 1 sig sejren for anden kamp i træk i serie 1, da Ledøje-Smørum blev sendt hjem fra Frederiksværk Stadion med et 2-4 nederlag i bagagen.

Efter forrige weekends flotte sejr mod Taarbæk var det et FFK hold fuld af optimisme, der løb ind på Frederiksværk Stadions kunstgræsbane for at møde LSF’s unge talentfulde danmarksseriereserver.

Frederiksværkspillerne indledte da også kampen med et højt pres, som gæsterne havde vanskeligt ved at spille sig ud af.

Chancerne og scoringerne udeblev imidlertid og langsomt kom LSF mere og mere med i kampen. Der begyndte at opstå for meget plads mellem FFK’s angreb og midtbanekæde og det udnyttede LSF til at sætte nogle farlige angreb sammen.

Et af dem resulterede efter 20 minutter i en 1-0 føring til udeholdet på et spark fra kanten af feltet af Noah Flygenring.

Føringen holdt dog ikke mere end 10 minutter, før lynhurtige Albert Appel tog sagen i egen hånd og afdriblede LSF spillere på stribe for til sidst at udplacere keeperen til en fortjent udligning.

Dermed var det dog ikke slut med målfesten, for hjemmeholdet havde dårligt fået armene ned, før gæsternes Victor Rylov genskabte udeføringen efter en omstilling, hvor Frederiksværkspillerne var for passive.

Man kunne imidlertid ikke anklage FFK spillerne for at lade sig gå på af modgangen, for kun fem minutter senere var der atter balance i regnskabet, da Mikkel Møller sikkert omsatte et oplæg fra netop indskiftede Steffen Hansen til mål.

2-2 ved pausen efter en ret lige kamp, men det blev der ændret på i anden halvleg. Pausen blev nemlig brugt af cheftræner Allan Arge til at justere afstandene mellem spillerne og kæderne og straks fra anden halvlegs start satte FFK sig tungt på opgøret.

Alexander Bülow blev flyttet fra højre til venstre wingback og fra den position tog han mange raids op gennem LSF forsvaret. Midtvejs i anden halvleg afstedkom et af dem, at gæsterne begik et klodset straffespark mod ham, som kampens spiller Albert Appel sikkert omsatte til en 3-2 føring til FFK.

Bülow var imidlertid ikke færdig med at ændre kampens gang i hjemmeholdets favør. 5 minutter efter 3-2 scoringen kom han igennem til baglinjen, hvorfra han sendte bolden skråt tilbage i feltet, hvor Marc Oxenløwe kom stormende til og følte læderet op i det venstre målhjørne til en fortjent 4-2 føring til FFK.

Derved blev det. LSF havde ikke kræfterne til at slå tilbage i kampens afsluttende fase og hjemmeholdet kørte stille og roligt sejren hjem.

Næste opgave for senior 1 er lørdag 15. april mod Albertslund på udebane.

FFK senior 2 tabte desværre på udebane og må op på hesten igen, efter en ærgelig start med 2 nederlag, må de tilbage på sejrssporet. 
Luk