FFK henter Jesper Petersen som U19-cheftræner
Frederiksværk Fodbold Klub kan med glæde melde, at man har lavet en aftale med Jesper Petersen om at blive ny cheftræner for vores U19-drengehold.
Trænerposten har været ledig, efter at Allan Arge stoppede tidligere denne måned, fordi han havde fået et cheftrænerjob hos Hillerød Fodbolds U19-hold.
Siden har FFK arbejdet intenst på at finde en dygtig afløser til den vigtige rolle, og her er vi særdeles tilfredse med at præsentere Jesper.
Jesper Petersen har en masse trænererfaring, både inden for bredde- og elitefodbold, som vi er helt sikre på vil sætte yderligere skub i den positive udvikling, som FFK befinder sig i. Han kender FFK, da han tidligere har været træner i klubben samt i Frederiksværk Boldklub. Derudover har han ad flere omgange trænet på eliteniveau i AB, og senest var han senior 1-træner i Melby, hos hvem han stoppede i sommer.
Det er derfor en yderst erfaren og dygtig træner med A-licens, som vi har fået ind i trænerstaben, som skal udvikle vores dygtige U19-drenge.
Klubchef Jacob Quvang er meget begejstret for, at det er lykkes at hive en kapacitet som Jesper Petersen til FFK.
”Jesper er et kendt ansigt heroppe, og han er en træner, som vi længe har ønsket at få tilbage til klubben igen,” siger Jacob Quvang og fortsætter:
”Vi er meget tilfredse med, at han har takket ja til at blive cheftræner for vores enormt interessante U19-projekt, der rummer et stort potentiale."
"Det er en spændende årgang nu, og det er det også fra sommer og frem, når vi får en masse dygtige årgang 2009 spillere op. Her er Jesper i vores øjne den helt rette træner til at samle gruppen og udvikle spillerne yderligere, så de både får det bedste ud af deres sidste tid som ungdomsspillere, samtidig med at de bliver gjort helt klar til at blive seniorspillere.”
Jesper Petersen har første træning med FFK’s U19-drenge på torsdag klokken 18.
I samme ombæring kan FFK melde, at Jesper Thinghuus stopper som assistenttræner hos U19-drengene. Det skyldes arbejdsmæssige årsager, der gør, at han ikke har mulighed for at være en del af trænerteamet længere. Der skal lyde en stor tak til Jesper for indsatsen på U19, og FFK arbejder nu på at finde en ny assistenttræner.