Menu

C med 100 kamps jubilæum, da FFK gik videre i pokalen.

image C blev fejret før kampen med en tshirt og en lille gave
William Karstensen
20. maj 2023 kl. 09:22
Da FFKs senior 1 onsdag aften gik videre i pokalturneringen med en 3-0 sejr mod Jyllinge, var det samtidig Nicholai Christiansens kamp nr. 100 for Frederiksværks førstehold.

C debuterede som 17 årig den 26. oktober 2014 i et målløst serie 1 opgør på udebane mod Gladsaxe-Hero og siden da har Nicholai leveret 38 scoringer og mange store kampe i FFK trøjen.

I denne sæson er C blevet omskolet fra angriber til forsvarskrumtap, hvor hans hurtighed, nærkampstyrke, sublime hovedspil og præcise lange afleveringer, har været en kæmpe gevinst for FFK holdet.

Onsdag aften holdt C og resten af Frederiksværkdefensiven nullet endnu engang i en sikker 3-0 sejr mod Jyllinge i pokalturneringen.

Scoringen blev åbnet efter 10 minutter af Carl Løkkegaard, der sikkert omsatte et flot indlæg fra Mikkel Møller, der brød igennem ved baglinjen.

FFK havde sat sig tungt på opgøret i kampens indledende fase, men langsomt kom gæsterne bedre med uden dog at skabe de helt store chancer.

1-0 føringen var derfor status, da holdene gik til pause, men det blev der ændret på i anden halvleg, hvor Filip Leis blev indskiftet og overtog scenen.

Efter 56 minutter sendte Jeppe Bryder et præcist langt indlæg fra højre side ind i Jyllinges felt og Leis takkede for det flotte oplæg ved sublimt at dirigere bolden med hovedet over i det modsatte målhjørne.

Kampens flotteste mål, men Filip Leis var ikke færdig med at gøre ondt på gæsterne. Med 10 minutter igen slap Carl Løkkegaard fri ved baglinjen, hvorfra han sendte et flot indlæg mod den bagerste stolpe, hvor målræven Leis dukkede op igen og hovedstødte bolden over i den modsatte side af målet.

3-0 føringen var fuldt fortjent efter stor FFK dominans i anden halvleg og det burde endda være blevet 4-0, da Rasmus Løkkegaard i kampens døende minutter sendte en direktør over mål fra tæt hold.

FFK skal i næste runde op mod Vallensbæk, der også spiller i serie 1, men inden da venter på lørdag et uhyre vigtigt serie 1 opgør mod Ballerup på Frederiksværk Stadion. Samme dag spiller senior 2 også på hjemmebane i serie 4 oprykningsspillet mod topholdet Snekkersten.
Luk