Menu

Senior 1: Stærk FFK sejr mod Herstedøster

image Magnus Avnsbo scorede sejrsmålet for FFK mod Herstedøster. Foto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
29. september 2024 kl. 23:47
FFK’s serie 1 mandskab leverede en flot præstation lørdag eftermiddag, da holdet hentede en 3-2 sejr i et seværdigt opgør mod et af rækkens stærkeste hold, Sjællandsserienedrykkerne fra Herstedøster.

Det var tydeligt fra første fløjt, at det var et af serie 1’s stærkeste mandskaber, der gæstede Frederiksværk Stadion lørdag eftermiddag. Fysisk styrke, fart, hurtig boldomgang og godt besat på alle pladser er nogle af Herstedøsters kendetegn og det fik FFK at mærke efter kun 5 minutter.

Gæsterne erobrede bolden midt på banen og sendte den lynhurtigt ud til Simon Reeslev på venstre fløj, hvor hjemmeholdet var i ubalance. Han sendte et fremragende og knaldhårdt indlæg ind foran mål, hvor Oscar Gjerlev sendte kuglen i kassen med et flot hovedstød,

Det tidlige mål fik dog ikke Frederiksværkspillerne til at miste modet. FFK fik kæmpet sig ind i kampen og truede i flere omgange Herstedøsters højtstående bagkæde med omstillingsmuligheder. Ofte manglede den sidste aflevering den nødvendige kvalitet, men efter 19 minutter fik værterne det afgørende gennembrud.

Albert Appel blev sendt alene igennem mod mål. Han sagde farvel til Herstedøsters bagkæde og rundede deres keeper, som ikke så anden udvej end at nedlægge den hurtige FFK’er på kanten af straffesparksfeltet. I første omgang blev der dømt frispark til FFK og uddelt rødt kort til udeholdets målmand, men efter at have drøftet situationen med linjevogteren, ændrede dommeren kendelsen til straffespark og gult kort til keeperen.

Christian Konradsen var som så ofte før sikkerheden selv fra 11 meter pletten, og så stod det 1-1.

Ligesom stillingen på lystavlen var spillet på banen ganske lige. Udeholdet havde bolden en del, men hjemmeholdet var godt organiserede, løb mange meter og tillod ikke Herstedøsterspillerne meget plads midt på banen. Og de par gange, hvor gæsterne kom frem til chancer, var Mathias Sandvad på plads i FFK målet.

Samtidig havde FFK’erne luret, at der var muligheder for at straffe, at Herstedøsters bagkæde stod højt og efterlod en del bagrum at løbe i. Og 5 minutter før pausen gav det atter bonus. 100 kamps jubilaren, Filip Leis sendte en god bold i dybden, hvor den hurtige wingback Marius Andersen forfulgte chancen. Det gjorde han så godt, at han akkurat fik prikket bolden forbi Herstedøsterkeeperen og ind i det tomme mål.

Pauseføring 2-1 gav naturligt nok tro på sejren i FFK kabinen og Frederiksværkspillerne fortsatte med at kæmpe for hvert græsstrå, da 2. halvleg blev fløjtet i gang.

Herstedøster pressede på fra start, men blev generelt holdt væk af hjemmeholdets organisation. Indtil det 56. minut, hvor udeholdets Simon Reeslev atter kom i oplæggerens rolle med et fladt indlæg ind foran Frederiksværkmålet, forbi flere FFK spillere, som gled uheldigt på den glatte bane, og ind til Benjamin Nielsen, der via Gustav Amdals fod kunne sparke 2-2 udligningen ind.

Et ærgerligt mål at inkassere for hjemmeholdet, men holdet viste mental styrke denne lørdag og lod sig ikke slå ud. FFK’erne var tålmdige, når de havde bolden og ledte efter de åbninger i udeholdets organisation, der kunne give muligheder for at komme bagom gæsternes bagkæde. Samtidig var Albert Appels tætte driblinger og hurtige løb med bolden en kilde til evig uro hos gæsternes defensiv og med et kvarter igen blev han ureglementeret nedlagt 5 meter uden for feltet.

Appel sparkede selv frisparket. I første omgang lige i Herstedøstermuren, men bolden sprang tilbage til ham og han fik sendt den på tværs til Magnus Avnsbo, som fra 20 meter sparkede kuglen smukt ind i det fjerneste målhjørne.

FFK føringen var genskabt og i kampens afsluttende fase lagde Herstedøster naturligt nok et tungt pres på hjemmeholdets mål. Frederiksværkspillerne kæmpede heroisk for at holde føringen, men havde også brug for noget held, da bolden først ramte Gustav Amdals hånd inde i feltet, uden at der blev fløjtet straffespark og derefter dybt inde i tillægstiden, da en helt fri Herstedøsterspiller hamrede kuglen på den ene opstander fra 7-8 meters afstand.

Det holdt hårdt, men kort efter kunne en flok dødtrætte FFK spillere jublende række armene i vejret over at have sikret sig 3 vigtige points mod et af rækkens stærkeste hold.

FFK spillerne tager dermed en masse selvtillid med sig ind til næste lørdags opgør på udebane mod Lundtofte.

Luk