Menu

Nyt trænerteam til senior

image Mike (tv.), William, og Jesper (th.)
27. juni 2024 kl. 08:24

Trænerteamet for den kommende senior sæson er på plads

 

Mens EM feberen raser over Danmark, har FFK’s bestyrelse og seniorafdelingen evalueret den forgange sæson, sat målsætninger for fremtiden og sammensat det trænerhold, der skal stå i spidsen for seniorafdelingen i de kommende sæsoner.

Efter en godkendt 2023-24 sæson, der gav en 7. plads i serie 1 for FFK’s senior 1 og en 5. plads lige under oprykningsstregen i serie 4 for senior 2, er det nu tid at sætte nye mål for Frederiksværks seniorafdeling.

Målsætningen for de kommende sæsoner er således, at det bedste seniorhold skal op i Sjællandsserien indenfor 2-3 år og senior 2 skal efter flere ”lige-ved-og-næsten” sæsoner op i serie 3. Samtidig er det håbet, at  senior 3 kan rykke op i serie 4.

For at nå de mål har klubbens ledelse brugt de seneste uger på at få sammensat et slagkraftigt trænerteam.

FFK har i den forbindelse den store glæde at kunne præsentere William Karstensen som ny cheftræner. William har trods sin unge alder mange år på bagen hos FFK som både spiller og træner, og i den forrige sæson har han været ansat som assistenttræner for FC Helsingørs U19 Divisionshold. Det er med andre ord en ung cheftræner med erfaring fra øverste hylde, der nu skal stå i spidsen for FFK’s senior 1 og bringe holdet et skridt videre.

Til at assistere William er klubben utrolig glad for, at Mike Jacobsen har sagt ja til at fortsætte i trænerstaben som assistent for senior 1. Mike kan ikke få nok roser for sin indsats for FFK og trådte til i en svær periode i foråret og bidrog på flotteste vis til, at holdet sikrede sig en ny sæson i serie 1.

Derudover vender Jesper Thinghuus tilbage hos senior 1 trænergruppen efter et halvt års pause og vil som tidligere tage sig af målmændene i seniorafdelingen.

Til at holde styr på de tre trænere og spillerne vil den uvurderlige Michael Jensen (Mickes) fortsætte som holdleder, ligesom Kristian Løkkegaard (doktoren) har sagt ja til at tage en tørn mere som senior 1’s holdlæge, der sørger for, at spillerne får den bedste behandling og rådgivning, når skader indtræffer.

Hos senior 2 tiltræder et par nye ansigter, som imidlertid er gamle kendinge i FFK. Klubben er således utrolig glad for, at Anders Henriksen (AH) og Karsten Rousing-Bentsen (Kalle) har sagt ja til at være senior 2 trænere. Til at assistere de to FFK koryfæer har Allan Larsen, som i den grad også bærer FFK’s DNA i sig, sagt ja til at fortsætte som holdleder for senior 2.

Hos senior 3, som leverede flere gode kampe i serie 5 i foråret, som lover godt for den kommende sæson, fortsætter en af klubbens mangeårige trænere og vigtige bindeled mellem ungdoms- og seniorholdene, Tom Furbo.

Derudover kan FFK i det kommende efterår byde velkommen til endnu et hold, da vores 8-mands senior hold, nu vil prøve kræfter med 11-mands fodbolden, og derfor tørner ud i serie 5. Dette hold bæres af David Vendelbo Holm, som har været med siden start. Det bliver ligeledes spændende at følge deres rejse i serie 5.

Der er også tale om et nyt 8-mands hold, som er på vej, om dette landes må tiden vise, men der er helt sikkert gode vinde i senior afdelingen.

Sæsonskiftet betyder desværre også farvel til et par seniortrænere, som selv har ønsket at stoppe. Det gælder Peter Bomber Hansen, som gennem de seneste tre sæsoner har stået i spidsen for senior 2. Peters altid gode humør og dedikation over for klubben kommer til at blive savnet i den kommende sæson. Fra FFK skal der lyde en kæmpe tak for indsatsen til Peter.

Jacob Thye Olsen stopper også, dette var aftalt på forhånd, da han kun ønskede at hjælpe Mike i den situation der opstod. Jacob trådte sammen med Mike Jacobsen til i en akut vanskelig situation i foråret og tog sig på forbilledlig vis af senior 1 og sørgede for, at holdet sikrede sig en solid midterplacering i serie 1. Også Jacob skal der lyde en stor tak til fra FFK’s side.

FFK’s bestyrelse ser frem til de kommende sæsoner med et stærkt træner/lederteam i seniorafdelingen og glæder os til at byde velkommen på Frederiksværk Stadion til nye store oplevelser i den kommende sæson.

I ønskes alle en god sommer.

 

Luk