Legendarisk fodboldlørdag i vente på Frederiksværk Stadion

FFK's senior førstehold i serie 1 spiller kl. 13.30 på opvisningsbanen mod Lundtofte, som ligger placeret lige under FFK i rækken, og som er et hold, der har momentum med 7 points i de seneste 3 kampe.
I dette års serie 1 række er der mange tætte kampe og, med få undtagelser, meget lidt forskel på holdenes styrke og der venter derfor FFK en svær opgave mod et hold, der vil være opsatte på at hale ind på Frederiksværk i bunden af tabellen.
Efterårets opgør mellem de to mandskaber sluttede 2-2, efter en Lundtofte udligning i dommerens tillægstid, og cheftræner William Karstensen forventer også et tæt opgør denne gang: "Vi så i efterårets opgør, at Lundtofte har masser af kvalitet og de har også hentet en del points i de seneste kampe. Det bliver afsindig vigtigt, at vi er 110 pct. klar fra start, for kampene er tætte i dette års serie 1 og man får intet foræret. Men kan vi levere en fokuseret og dedikeret indsats som i tirsdags, da vi slog Liria i pokalturneringen, er jeg sikker på, at vi har styrken til at tage sejren på lørdag."
Efter serie 1 kampen spiller FFK's senior 2 topopgør kl. 15.30 på opvisningsbanen mod Hørsholm i serie 4 oprykningsspillet. FFK'erne har vundet de seneste 4 kampe, men skal nu møde rækkens nr. 2, som endnu ikke har tabt. Der skal med andre ord være fuld fokus fra første fløjt hos Karsten Rousing-Bentsens tropper, hvis der skal hives en sejr hjem.
I ungdomsrækkerne spiller FFK's U12 drenge 2 kl. 10.00 mod Allerød, og U14 drenge møder i Mesterrækken kl. 11.00 Rudersdal. Kl. 11.15 skal U13 drenge 1 også op mod Rudersdal og på samme tidspunkt spiller U14 piger 2 mod Gladsaxe-Hero.
Herudover spilles der hele formiddagen igennem en lang række 5 mandskampe i drengenes U9 turnering med start kl. 10.00.
Udover kampene på banerne er lørdag også "Legendernes dag" på Frederiksværk Stadion. En dag, hvor klubben prøver at samle nogle af alle de mange mennesker - tidligere spillere, trænere, ledere, bestyrelsesmedlemmer, cafémedhjælpere og frivillige af mange slags - som helt fra starten og årene frem har været med til at skabe Frederiksværk Fodbold Klub til det, vi kender i dag.
Legenderne mødes på - og indvier samtidig - den nye overdækkede terrasse på stadion kl. 12.30, hvor der er lagt op til, at man kan komme til at hilse på og have en hyggelig eftermiddag med kendte FFK ansigter, man ikke har set i noget tid.
Der vil være åbent i klubhusets café og der tændes for grillen på terrassen. Her vil man kunne styrke sig på pulled pork burger, bøfsandwich og stadionpølser af flere forskellig slags, ligesom der kan købes et bredt udvalg af drikkevarer.
Der er med andre ord alle mulige gode grunde til at lægge vejen forbi Frederiksværk Stadion til en hyggelig og spændende lørdag i fodboldens tegn.