Menu

FFK senior: stor premierelørdag i vente

image FFK senior gør klar til sæsonpremieren
Jesper Thinghuus
16. august 2024 kl. 09:05
Der er al mulig grund til at lægge vejen forbi Frederiksværk Stadion på lørdag 17. august, for der er sæsonpremiere i DBU Sjællands rækker og alle FFK’s seniorhold spiller på hjemmebane.

Lørdag kl. 11.00 lægger FFK’s to hold i serie 5 ud med et vaskeægte FFK lokalopgør. DBU Sjællands turneringsplanlægning har maget det sådan, at klubbens to serie 5 hold er i samme pulje og de møder hinanden i første runde. Der er lagt op til et tæt opgør om, hvem der skal bedst fra start i sæsonen.

Kl. 13.00 spiller FFK’s førstehold mod Vejby-Tisvilde i serie 1 på opvisningsbanen. Træningskampene har vist godt FFK spil, men nu gælder det points og Vejby kommer som oprykker med en masse optimisme, så der er en svær udfordring i vente for Frederiksværk.

Kampen bliver indledt med 1 minuts stilhed til ære for Vejby spilleren Mark Holm Jensen, som på tragisk vis er afgået ved døden for nylig. Fra FFK’s side sendes de varmeste tanker til Marks familie, holdkammerater og venner.

Cheftræner William Karstensen har udtaget denne trup til opgøret: Mathias Sandvad, Alexander Bülow, Jeppe Bryder, Rasmus Løkkegaard, Joakim Konradsen, Marc Oxenløwe, Albert Appel, Marco Miladinovic, Andreas Gaddrup, Christian Konradsen, Magnus Avnsbo, Steffen Hansen, Mads Avnsbo og Carl Løkkegaard.

Efter serie 1 kampen spiller kl. 15.00 senior 2 mod Dalby på opvisningsbanen i serie 4. I sidste sæson kom senior 2 til serie 4’s oprykningsspil. Det er trænerne Anders Lindblad Henriksen og Karsten Rousing-Bentsen opsatte på at gentage og de har udtaget denne trup til opgøret: Tobias Jørgensen, Nikolaj Munk, William Holm, Gustav Amdal, Albert Speth, Casper Madsen, Emil Holm, Niclas Westberg, Julius Krumhardt, Asbjörn Joel Prien, Marius Andersen, Nicklas Petersen, Robin Aabech og Rasmus Ptak.

Herudover spiller også FFK’s senior 8 mands hold kl. 11.30 mod Slangerup.

Der er således en stor fodboldlørdag i vente på Frederiksværk Stadion og udover seniorkampene kan man også se en masse ungdomsfodbold på stadion. Kl. 11.00 spiller FFK’s stærke U17 drengehold mod Brøndby i Liga 2, og U14 drenge 1 spiller kl. 11.30 mod BSF.

Herudover spiller U13 drenge kl. 10.00 mod Værløse og U14 piger kl. 11.30 mod Hareskov.

FFK byder velkommen til en spændende lørdag på Frederiksværk Stadion, hvor det vil være muligt at købe mad og drikke i caféen.

Luk