FFK senior 1 viste lovende takter, da Snekkersten blev besejret

En del spillere er stadig på ferie, men det forhindrede ikke cheftræner William Karstensen i at stille et slagkraftigt mandskab til opgøret i Snekkersten Idrætscenter.
Frederiksværks taktik indebar bl.a. at lægge et højt pres på Snekkersten og det bekom ikke hjemmeholdet vel. Værterne havde svært ved at holde fast i kuglen og efter 16 minutter fik FFK’erne løn som fortjent, da Albert Appel erobrede bolden inde i Snekkerstens felt, og efter en halvklaring fra Snekkerstenkeeperen sparkede han FFK fortjent foran med 1-0.
Gæsterne fortsatte det gode spil, men Snekkersten fik langsomt bedre fat i kampen og da der var spillet en halv time, fik hjemmeholdet udlignet i en situation, hvor FFK forsvaret var fejlplaceret og tillod en alt for nem scoring ved den forreste stolpe.
Udligningen blev endda suppleret med endnu en Snekkerstenscoring inden pausen, hvor værterne med lynhurtigt pasningsspil udnyttede, at FFK’erne ikke fik sideforskudt hurtigt nok.
FFK’erne havde virket trætte i første halvlegs afsluttende fase, og pausen blev brugt til at skifte nye kræfter ind. Det gav ny energi til Frederiksværkmandskabet.
Gæsterne fra Halsnæs fik fra anden halvlegs start igen fat i dirigentstokken og lykkedes med at holde fast i bolden i længere perioder, mens hjemmeholdet havde svært ved at få etableret deres spil.
Det var derfor helt fortjent, at Magnus Avsnbo kunne gøre det til 2-2 efter 65 minutters spil, fremragende assisteret af Christian Konradsen, som fra banens midte lagde kuglen millimeterpræcist hen over Snekkerstenbagkæden til Avnsbo, som flot løftede bolden ind over målmanden.
Selvom gæsterne havde godt fat i kampen, lykkedes det alligevel blot 5 minutter senere for hjemmeholdet at bringe sig i front igen. En lang bold frem mod Frederiksværkmålet var egentlig ufarlig, men FFK’s Marc Oxenløwe ramte uheldigt og uforsætligt kuglen med hånden og der blev dømt frispark til Snekkersten 5 meter uden for feltet. Det udnyttede værterne til sublimt at sende bolden henover FFK muren og ind i det lange hjørne.
Målet fik dog ikke gæsterne til at miste modet. FFK’erne formåede stadig at presse hjemmeholdet højt på banen og efter 77 minutter brød Mads Avnsbo bolden midt på Snekkerstens banehalvdel. Han gik til baglinjen og lagde kuglen præcist ind til den fremstormende Oliver Jensen, som fik sat foden på og dirigeret den ind til 3-3.
Gæsterne sad nu tungt på opgøret og kort efter tilkæmpede Andreas Gaddrup sig et straffespark, som Carl Løkkegaard imidlertid brændte på Snekkerstens keeper.
Afbrænderen bragte dog ikke Løkkegaard mere ud af fatning, end at han få minutter senere kunne sparke FFK’erne foran efter et hjørnespark mod den bagerste del af feltet, som Andreas Gaddrup headede på tværs af målet, hvor Carl dukkede op og sparkede 4-3 scoringen i nettet.
Derved blev det. En fortjent FFK sejr mod en stærk modstander fra Sjællandsserien i sæsonens første træningskamp giver optimisme forud for den kommende sæson i serie 1.
FFK’erne går dermed ind med masser af selvtillid til den næste træningskamp, som er lokalopgøret på Hundested Stadion lørdag den 3. august.