FFK senior 1 tog sikker sejr mod Hillerød

Hjemmeholdet tog kontrol over opgøret fra første fløjt og holdt fast i den kampen ud.
1-0 scoringen faldt efter en halv times spil, da Andreas Gaddrup modtog bolden med ryggen mod målet inde i feltet. Han vendte rundt for at afslutte og blev i bevægelsen kantet af en Hillerød forsvarer. Straffespark, som Christian Konradsen omsatte med usvigelig sikkerhed.
Kort efter var Andreas Gaddrup på spil igen, da han sparkede et præcist Magnus Avnsbo indlæg i kassen, men uforståeligt for hjemmeholdet blev målet underkendt for off side.
I det 37. minut fik Andreas Gaddrup endelig sin scoring, da et knaldhårdt Marc Oxenløwe hjørnespark fik lov at passere et passivt gæsteforsvar hele vejen til bagerste stolpe, hvor Gaddrup fik sidste fod på bolden.
2-0 føringen til FFK ved pausen var fuldt fortjent og den spænding, der kunne have været tilbage i kampen, blev punkteret efter blot 30 sekunder af anden halvleg.
Gæsterne forsøgte at spille bolden ud fra bagkæden, men fik sendt kuglen lige i fødderne på Albert Appel, som køligt og med stort overblik sendte den i nettet i en kontrolleret bue ind over Hillerød keeperen, der stod langt ude fra sit mål.
Herefter tog hjemmeholdet foden lidt af gaspedalen og overlod bolden mere til gæsterne. Hillerød formåede imidlertid aldrig for alvor at true Frederiksværkmålet og de få chancer, der opstod frem mod slutfløjt, tilfaldt FFK, men uden den fornødne skarphed.
Cheftræner, William Karstensen, var godt tilfreds med FFK holdets indsats: “Jeg havde nok forventet, at Hillerød ville have presset os lidt mere, end de gjorde, men vi tillod dem aldrig at komme ind i kampen. Vi skabte en del chancer og kontrollerede kampen med vores boldbesiddelse. Vi har rykket os godt i sæsonoptakten og går ind til næste lørdags sæsonpremiere mod Vejby med masser af selvtillid.”
Næste lørdag kl. 13.00 gælder det sæsonens første points i serie 1, når Vejby gæster Frederiksværk Stadion.