Menu

FFK's seniorhold leverede godt spil og vigtige sejre på Legendernes dag

image Nicolai Jægergaard var i hopla og leverede 3 assist i serie 1 opgøret mod Lundtofte. Foto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
11. maj 2025 kl. 15:15
Lørdag eftermiddag var Legendernes Dag på Frederiksværk Stadion, hvor en række af klubhistoriens store navne var på stadion og de fik serveret godt spil og lutter sejre fra FFK's seniorhold.

FFK's senior førstehold gik ind til lørdagens vigtige serie 1 kamp mod Lundtofte med ét mål for øje: der skulle 3 points på kontoen for både at holde fast i holdene over FFK i tabellen og for at lægge afstand til dagens modstander, som er placeret lige under nedrykningsstregen.

Og missionen lykkedes.

På trods af det ujævne, tørre og langhårede underlag på Frederiksværk Stadions opvisningsbane, som gør det vanskeligt at spille pasningsfodbold langs jorden, var der FFK dominans kampen igennem og ved slutfløjt stod der hele 6-2 på måltavlen.

Gæsterne fra Lundtofte forsøgte at presse højt og komme afsted i omstillinger. Det gav dem også en tidlig føring efter 11 minutter, som FFK'erne dog først og fremmest kunne takke sig selv for. En kommunikationsfejl mellem keeper og bagkæde betød nemlig, at udeholdets Frederick Harris pludselig havde et tomt mål at sætte bolden ind i.

Scoringen fik imidlertid ikke hjemmeholdet til at give op. Tværtimod skruede Frederiksværkspillerne op for tempoet og efter lidt mere end 30 minutters spil kom den fortjente udligning.

Den velspillende Nicolai Jægergaard var en konstant trussel og han tog et rush op langs banens venstre side og derfra lagde han bolden perfekt ind til Christian Konradsen, der var fulgt med frem i feltet og som flot sparkede kuglen ind i det lange hjørne.

Kort efter blev det også 2-1. Igen satte Nicolai Jægergaard sine direkte modstandere og til sidst spillede han Magnus Avnsbo helt fri midt foran mål til en nem scoring.

Kort før pausefløjt kom der endnu et FFK mål. Nicolai Jægergaard var i forrygende spillehumør og igen var det Magnus Avnsbo, der var modtager af en fremragende assist fra Jægers fod, så han kom alene med keeperen, der blev afdriblet og bolden blev sat ind til den velfortjente pauseføring på 3-1.

Efter pausen forsatte Frederiksværk dominansen og det gav bonus allerede efter 3 minutter. FFK tilkæmpede sig et hjørnespark i højre side og ligesom mod Herstedøster i forrige weekend sparkede Daniel Jacobsen, med den sublime venstrefod, bolden direkte i mål hen over den overrumplede Lundtofte keeper.

Nicolai Christiansen spillede en rigtig god kamp for FFK som forreste angriber og han satte også sit aftryk på kampen i det 52. minut, da han lagde en perfekt aflevering ind i gæsternes felt til Magnus Avnsbo, som Lundtofte forsvaret ikke kunne gøre andet ved end at nedlægge Avnsbo ureglementeret og på det efterfølgende straffespark gjorde Christian Konradsen stillingen til 5-1.

Nicolai C var imidlertid slet ikke færdig med at gøre ondt på udeholdet, for efter 70 minutters spil sendte han indskiftede Asbjörn Joel Prien afsted i dybden med en genial aflevering og Asbjörn løb fra Lundtofte forsvaret og kunne til sidst runde keeperen og sende 6-1 scoringen ind.

På det tidspunkt var Lundtofte blevet reduceret til 10 spillere, da Marcus Buch fik rødt kort for et groft frispark mod Nicholai Christiansen og det var dermed game over for gæsterne, som til sidst i kampen dog fik reduceret på et noget tvivlsomt dømt straffespark.

FFK'erne kunne alt i alt sætte 3 meget velfortjente og vigtige points ind på kontoen efter en kamp, hvor der blev skabt chancer til mere end de 6 mål, det blev til.

Dominans var også kendetegnende for Frederiksværks senior 2 mandskab, som efter serie 1 kampen bød Hørsholm op til dans i et vaskeægte topopgør i serie 4 oprykningsspillet.

Hørsholm var før kampen ubesejret og lå nr. 2, mens FFK med et enkelt nederlag i sæsonen lå nr. 3 i rækken hvorfra 4 hold rykker op i serie 3.

FFK'erne sørgede imidlertid for, at der blev byttet rundt på stillingen, da Karsten Rousing-Bentsens tropper tog en sikker 2-0 sejr efter et opgør, som FFK'erne sad på.

Efter 11 minutter bragte Casper Madsen hjemmeholdet foran, assisteret af Robin Aabech.

1-0 føringen holdt i lang tid, hvor værterne lukkede godt af, var disciplinerede og samtidig skabte chancer den anden vej. Det var derfor meget fortjent, at Magnus Svalberg kunne lukke og slukke kampen med sin 2-0 scoring midtvejs i anden halvleg, godt sat op af Oliver Jensen.

Opgøret var uhyre vigtigt i kampen for at sikre sig en af de 4 oprykningspladser og med de 3 points har FFK nu lagt sig på rækkens 2. plads.

Lørdag var også FFK's senior 3 i kamp på udebane i serie 5. Her sikrede FFK'erne sig en 4-2 sejr mod Helsinge efter et opgør, hvor både Marc Oxenløwe og Mads Ipsen blev dobbelte målscorere.

Senior 3 har dermed lagt sig op på serie 5 rækkens førsteplads og der var dermed fuld gevinst for FFK's seniorhold i denne weekend.

Den kommende lørdag skal både senior 1 og 2 på udebane i meget vanskelige opgør. Senior 1 møder serie 1 rækkens nr. 1, Nerashté i Ballerup Idrætspark, mens senior 2 ligeledes skal møde nr. 1 i serie 4 oprykningsspillet, Græsted, der har maksimumpoints, på Græsted Stadion. Senior 3 spiller på hjemmebane på lørdag i serie 5 mod Uvelse.

Luk