Menu

Senior 1 sluttede efterårssæsonen af med sejr mod Frederikssund.

image Magnus Avnsbo i aktion mod FIK. Foto Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
13. november 2023 kl. 00:15
FFK’s førstehold i serie 1 gik lørdag eftermiddag på vinterpause med en 3-2 sejr over Frederikssund IK efter et tempofyldt og spændende opgør.

I de seneste kampe har FFK slidt med at få points.

Det var derfor et Frederiksværkmandskab, som var opsat på at komme tilbage på sporet, der lørdag eftermiddag tog imod Frederikssund IK på Frederiksværk Stadions kunstgræsbane til efterårets sidste serie 1 opgør, som samtidig var cheftræner Allan Arges afskedskamp.

Og missionen lykkedes, for hjemmeholdet tog en fortjent 3-2 sejr i en kamp, hvor Frederiksværkspillerne kom blæsende ud af startblokkene.

Allerede efter 1 min satte Filip Leis 1-0 føringen ind på oplæg fra Jeppe Bryder, der headede et Christian Konradsen hjørnespark videre til Leis.

FFK’erne fortsatte ufortrødent med at overfalde gæsterne og tilspillede sig i kampens allerførste minutter endnu et par store chancer og efter 7 minutter fordoblede Filip Leis sin og FFK’s scoringer, da han elegant headede kuglen ind i det lange hjørne på oplæg fra Magnus Avnsbo.

Man siger imidlertid, at 2-0 er en farlig føring, og hjemmeholdet formåede ikke at fastholde initiativet og lod efter 2-0 scoringen Frederikssund få bedre fodfæste i kampen.

Det resulterede efter 27 minutter i en 2-1 reducering ved Patrich Borup efter en for kort clearing fra FFK keeper Mathias Sandvad, der gav gæsterne en friløber.

2-1 føringen til FFK holdt til pausen og her foretog cheftræner Allan Arge en indskiftning af Albert Appel, der var blevet sin baglårsskade kvit.

Appels entre på banen gav hjemmeholdet nyt momentum og Frederiksværk satte sig igen på opgøret.

Tempoet var højt og hjemmeholdet udnyttede flere gange, at Frederikssunds bagkæde stod langt fremme. FFK’erne tilspillede sig en række store åbne chancer til både Appel, Avnsbo og Alexander Būlow, som dog gang på gang blev brændt på gæsternes velspillende målmand, Magnus Mortensen.

Først efter 85 minutter lykkedes det for FFK at få løn som fortjent, da Filip Leis blev hattrickhelt efter flot forarbejde fra Albert Appel.

3-1 scoringen skulle vise sig at være vigtig, for i kampens overtid lykkedes det for Frederikssunds Patrich Borup at reducere til 3-2, men tættere på kom gæsterne ikke og kort efter kunne FFK’erne juble over 3 vigtige point.

Det placerer Frederiksværk på en femteplads i serie 1 og en fornuftig udgangsposition, når turneringen genoptages i marts måned under ledelse af den nye cheftræner, Jesper Olsen.

Luk