Menu

FFK2: "Årets mål" ved sejr over Frederikssunds U19-mandskab

image Arkivfoto: Dorte Meldgaard
23. juli 2020 kl. 18:49
Emil Holm Rasmussen scorede muligvis årets mål på Frederiksværk Stadion, da FFK2 onsdag aften vandt 5-2 over Frederikssunds U19-hold.

Onsdag aften vandt FFK's andethold en flot 5-2 sejr over Frederikssunds talentfulde U19-drenge. Sejren blev særligt grundlagt efter en rigtig flot anden halvleg, hvor unge Emil Rasmussen vel nok diskede op med en topkandidat til årets mål på Frederiksværk Stadion. 


Et frispark blev slået ind i modstanderens felt, og vel nærmest fra kanten af feltet,hang Emil Rasmussen i luften, i hvad der føltes som flere sekunder, før han saksesparkede bolden i nettet over Frederikssunds keeper. En forrygende kasse af Emil, som åbenbart troede, han var Cristiano Ronaldo i et kort øjeblik. 


FFK2 var godt indstillet på onsdagens modstander: En flok unge knægte, som sandsynligvis var mere tekniske og hurtigere end os. Derfor var gameplanen også klar: Vær opmærksom på at falde i bagkæden, spil på fysikken og slå bolden ned i frimærkerne. 


I kampens indledning var det som om, at træner Williams ord var røget ud ad ørerne på gutterne. Frederikssund dominerede og blev ved med at finde plads. Derfor var det også ganske fortjent, at de i kampens begyndelse kom foran - netop på en lang bold bag FFK-forsvaret. 


Udligningen kom dog hurtigt efter: Sebastian Sean Rasmussen jagtede på toppen en lang bold, og via et fremragende fighterhjerte nåede han at prikke bolden forbi Frederikssunds keeper, som var kommet langt ud af målet, og ind i kassen. 


Frederikssund kom dog foran igen i første halvleg. FFK blev spillet tynde i venstresiden, og så endte det med, at en af deres spillere kunne score i tomt mål. 


Igen udlignede FFK hurtigt efter: Steffen Hansen blev sendt mod frimærket, og hans indlæg mod fjerneste stole lå lige i pandebrasken på Frederik Larsen, som scorede et af sine mere sjældne hovedstødsmål. 


FFK fightede 2-2 hjem til pause, hvor der blev justeret på nogle punkter. 


Det blev belønnet lynhurtigt. En bold endte hos Filip Milutin, som sikkert bragte FFK i front. 


Og så skete det famøse saksesparksmål fra Emil Rasmussen, som vi ikke behøver nævne mere - så får knægten jo storhedsvanvid, for han var også manden bag 5-2 målet, da han headede et hjørnespark i mål fra bagerste stolpe. 


FFK2 vinder 5-2 over Frederikssund, og ligesom førsteholdet står de noteret for to sejre ud af to mulige her i sommerens testkampe. 


Tusind tak til de fremmødte tilskuere for støtten. 

Luk