Menu

FFK senior 1 rejste tomhændede hjem fra Værløse

image Rasmus Koch i aktion mod Værløse
Jesper Thinghuus
08. april 2024 kl. 17:38
FFK’s bedste seniorhold måtte lørdag eftermiddag rejse tomhændede hjem, da holdet tabte 0-1 på udebane mod Værløse i serie 1 efter et lige og chancefattigt opgør.

Værløse er bestemt ikke Frederiksværks yndlingsmodstander i serie 1. Siden oprykningen fra serie 2 for snart 3 år siden har FFK’erne mødt Værløse fire gange og alle fire opgør er endt med Værløse sejr. Den seneste kom lørdag eftermiddag, hvor Frederiksværkspillerne skulle forsøge at rejse sig efter nederlaget i forårspremieren mod Lundtofte.

Kampen udviklede sig meget lige og uden ret mange chancer i nogle af enderne.

Pausestillingen var således 0-0 efter 45 minutter, hvor gæsterne kunne være meget godt tilfredse med ikke at have tilladt hjemmeholdet nogle nævneværdige chancer. Til gengæld havde FFK’erne heller ikke selv skabt meget i den modsatte ende.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, men med den lille forskel, at et kikset fremspil fra udeholdets bagkæde i det 53. minut resulterede i, at kuglen blev opsnappet af Værløses Lucas Lykkegaard, og overfor en FFK bagkæde i fremdrift og ubalance kunne han sende Oliver Pedersen alene mod mål og Pedersen satte sikkert bolden ind bag en chanceløs Mathias Sandvad.

Føringen betød, at hjemmeholdet trak sig lidt længere tilbage på banen og gæsterne fra Halsnæs fik mere og mere boldbesiddelse. Boldovertaget blev imidlertid ikke omsat til hverken scoringer eller målchancer. End ikke da holdet i nogle minutter midt i halvlegen var to mand i overtal efter to gule kort til hjemmeholdet.

Heller ikke Værløse formåede at skabe ret meget på de omstillingsmuligheder, der opstod og så endte kampen med den enlige 1-0 scoring til Værløse.

Frederiksværkspillerne kan ikke klandres for manglende engagement og indsats i kampen, men det må skuffe FFK lejren, at der blev skabt så få scoringsmuligheder i en kamp, hvor holdet havde ganske meget boldbesiddelse. Det bliver der mulighed for at rette op på torsdag den 18. april, når FFK spiller sin næste kamp i serie 1 på udebane mod Ballerup BK.

Luk