Menu

FFK senior 1: Flot og sikker sejr mod Ballerup BK

image FFK''erne havde godt styr på Ballerup BK i Top Danmark Hallen
Jesper Thinghuus
19. april 2024 kl. 11:51
FFK’s bedste seniorhold leverede en stærk præstation torsdag aften, da de på udebane slog Ballerup BK med 5-2 i serie 1.

Der er garanti for mange mål i Ballerup BK’s kampe i serie 1. Holdet råder over en stærk offensiv, men er også det hold i rækken, der lukker flest mål ind. Det billede blev bekræftet torsdag aften i Top Danmark Hallen.

Første halvleg udviklede sig som en åben slagudveksling med omstilling på omstilling, sådan som hjemmeholdet gerne vil have deres kampe til at forløbe.

FFK’s Rasmus Løkkegaard åbnede scoringen efter 10 minutter med et flot hovedstødsmål, assisteret af Christian Konradsen.

Ballerup råder imidlertid over en af serie 1’s farligste angribere, Kevin Fejer, og han udlignede blot 2 minutter efter og midtvejs i første halvleg bragte han hjemmeholdet foran 2-1 med et hovedstød tæt på mål.

Kampen var på dette tidspunkt helt åben og FFK’erne lod sig ikke slå ud af at være kommet bagud. Efter 31 minutter udlignede Andreas Gaddrup og 4 minutter senere bragte Magnus Avnsbo atter gæsterne foran mod et pivåbent Ballerup forsvar.

Første halvleg havde været en hæsblæsende affære, men efter pausen fik Frederiksværk sat en prop i. Med en velorganiseret og mere tålmodig tilgang udnyttede gæsterne, at hjemmeholdet angreb med mange spillere og efterlod et kæmpe bagrum for FFK’erne at løbe kontra i.

Ballerup formåede ikke at true den velorganiserede FFK defensiv efter pausen, mens gæsterne fra Halsnæs tilspillede sig et hav af friløbere og store chancer i den modsatte ende. To af disse sikrede den flotte sejr, da først Carl Løkkegaard efter 72 minutter og til sidst Albert Appel i overtiden satte 4-2 og 5-2 scoringerne ind.

Kampen var Frederiksværkmandskabets klart stærkeste præstation i forårssæsonen og sejren giver selvtillid forud for den kommende kamp på tirsdag aften den 30. april, hvor Gladsaxe-Hero venter på udebane i et udsat opgør.

Luk