Menu

Fremragende comeback sikrer FFK ny sejr

image Andreas Gaddrup blev den helt store helt med sit mål til sidst. Foto: Dorte Meldgaard
02. marts 2020 kl. 16:46
For anden weekend i træk sikrede FFK sig sejren til allersidst.

Sejre avler sejre - er det ikke det, man siger? 


I så fald er dette i hvert fald korrekt. Siden efterårets sidste kamp har FFK vundet fem kampe i træk. Lørdag blev årets fjerde kamp spillet - en hjemmekamp mod Lynge-Uggeløse, som til daglig spiller i toppen af Serie 2. 


Efter 90 minutters spil plus det løse var det dog, FFK som kunne kalde sig sejrsherrer takket være en 2-1 sejr. 


Det var en kold fornøjelse på FFK's kunstbane, men kampen var underholdende. Begge hold skabte chancer i en fin første halvleg, som endte uden scoringer. Vi skulle dog have været foran, da Marcus Dalhauges mål blev underkendt for offside. Det var dog en klar fejldom, hvilket var ærgerligt, da det var et fantastisk holdmål, som selv Guardiola ville være stolt over. 


Der var en smule ændringer på FFK-holdet i denne kamp. I buret vogtede Rasmus Smed, som til daglig spiller på vores U17-mandskab. Unge Smed spillede dog som en seniorspiller, og han stod en stor kamp. Andreas Henriksen og Alexander Bülow spillede backs, og så var Magnus Avnsbo tilbage på holdet.


Til anden halvleg blev der skiftet en del ud. Ind kom blandt andre Andreas Gaddrup, Martin Ungstrup og Jonas Berthelsen. 


FFK spillede en fin anden halvleg, men det var udeholdet, som bragte sig i front. Vi tabte bolden et farligt sted på banen, og så slog Lynge-Uggeløse kontra. I målet var Smed chanceløs. 


FFK fortsatte dog med at have momentum, og i kampens slutfase gav det pote. Indskiftede Andreas Gaddrup driblede ind i modstanderens felt, og uortodoks som han er, tiltrak han sig et straffespark, som var helt fair. Fra pletten var Casper Madsen sikkerheden selv.


I sidste weekend vandt FFK 2-1 over Ølsted på et meget sent mål af Mikkel Eriksen, og det billede gentog sig i lørdags. Andreas Gaddrup havde atter hovedrollen, da han kom fri i Lynge-feltet, og selv om han skulle bruge nogle forsøg på at skrabe bolden i kassen, lykkedes det ham til sidst. 


Kort tid efter fløjtede kampens unge dommer af. Fortjent 2-1 sejr til FFK som fortsætter den gode start på fodboldåret 2020.


Tak til alle de fremmødte tilskuere for opbakningen. 


Herunder kan du se nogle billeder fra kampen - de er alle taget af Dorte Meldgaard. 


 

Luk