Menu

Trænerens dom efter sejr over lokalrivalen: "Vi giver ingenting væk og kværker modstanderen"

image
17. juli 2020 kl. 10:57
FFK's træner Allan Arge giver sit syn på torsdagens 3-0 sejr over Ølsted.

Torsdag vandt FFK sommerens anden testkamp, da Ølsted blev besejret 3-0 hjemme på Frederiksværk Stadion. 


På papiret et meget fint resultat, men FFK skulle have vundet markant større. Kvaliteten på bolden både i opbygningsspillet og på den afgørende tredjedel var nemlig ikke i højsædet, hvilket træner Allan Arge også pointerer.


- Vi spiller ikke den bedste kamp med bolden og træffer mange dumme beslutninger. Vi har det også lidt svært i starten af kampen, men ellers er vi bare bundsolide, siger Allan Arge.


Efter Arge har overtaget styringen, har FFK haft meget fokus på strukturen på holdet, og denne var også udslagsgivende i torsdagens sejr over Ølsted. Modstanderen havde nemlig utrolig svært ved at skabe chancer mod FFK, og det var yderst begrænset, hvad Kristian Frid havde at lave i FFK-buret. Allan Arge var også tilfreds med den del af spillet.


- Vi giver ingenting væk og kværker modstanderen og vinder stort fortjent. Det er klasse, slutter han. 


FFK's mål blev alle scoret i anden halvleg. Marcus Dalhauge, Andreas Henriksen og Nicholai Christiansen var mændene bag dem. 

Luk